Udsat støtte til miljøteknologi ventes til august

Der er stadig øremærket penge til landmænd med randzoner, men ansøgningsrunden er udskudt på grund af det kommende folketingsvalg.

Ansøgningsrunden til landmænd med randzoner, der vil investere i miljøteknologi, kan stadig gøre sig håb om tilskud, skriver Maskinhandler Indkøbsringen (MI) i en pressemeddelelse.

Det forventes, at der åbnes for ansøgning af tilskud i løbet af efteråret 2015, måske allerede i august.

Under ordningen kan landmænd med randzoner få tilskud til blandt andet radrensere, sensorbaserede ukrudtssprøjter, autostyring og sektionsafblænding af sprøjtebom. Det skal reducere pesticidforbruget.

For at mindske kvælstofudledningen kan randzonelandmænd få støtte til tankforsuring, markforsuring og gyllenedfældning i græsmarker.

Der er øremærket 29 millioner kroner til markforsuring på de danske marker, skriver MI, der varetager forhandlingen af SyreN-systemet til markforsuring. Ifølge MI giver ordningen blandt andet mulighed for 40 procent tilskud til anskaffelsen af et SyreN-anlæg eller andre lignende anlæg til markforsuring af gyllen.

Ansøgningsperioden var oprindelig sat til juni måned, men på grund af folketingsvalget den 18. juni er det ikke muligt at behandle tilskudsansøgninger i den mellemliggende periode. Det forventes ifølge MI, at der åbnes for ansøgning senere på sommeren eller efteråret.

SyreN-systemet produceres i Danmark og ejes af BioCover A/S.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.