Vær med til at teste om nitrifikationshæmmer kan reducere klimabelastning

Landmænd, som udbringer gylle, kan til den kommende sæson være med til at teste, om nitrifikationshæmmeren Vizura kan bidrage til at reducere udledningen af skadelige klimagasser fra gyllen.

Danish Crown, BASF og Seges har besluttet at udvide deres fælles Vizura-projekt med en høstsæson mere.

Målet er at blive klogere på, om tilsætning af nitrifikationshæmmeren Vizura til gyllen kan bidrage til en bedre kvælstofudnyttelse og en reduceret produktion af lattergas. 

Til gavn for klima og miljø

Ved at tilsætte Vizura til gyllen forsinkes omdannelsen af nitrat i jorden. Dermed bremses dannelsen af både nitrifikation og denitrifikation, som er potentielle kilder til lattergas.

Det kan både sikre, at planterne kan udnytte kvælstof i gyllen – og bidrage til en mindre udledning af skadelige klimagasser.

Der findes endnu kun få danske undersøgelser af klimaeffekten ved anvendelse af nitrifikationshæmmere.

Aarhus Universitet vurderer på baggrund af udenlandske studier, at den potentielle reduktion i lattergasudledningen fra både handels- og husdyrgødning er cirka 40 procent per kilo tilført N, sammenlignet med lattergasemissionen fra ammoniumkvælstof uden brug af nitrifikationshæmmere.
Meld dig som testlandbrug 

Tilmeld dig nu

Danish Crown søger lige nu andelsejere, der vil være med i endnu en test af nitrifikationshæmmeren Vizura i kommende høstsæson. 

Tag derfor en snak med din planteavlskonsulent om muligheden, og hvis det har interesse, kan du tilmelde dig gennem din Ejerkonsulent i Ejerservice, hos Danish Crown.

DLG står for distribution og fakturering af Vizura, Seges beregner klimaeffekt og laver enkelte markforsøg, BASF besøger en stikprøve af deltagerne, og Danish Crown indsamler navne på deltagere samt udarbejder en erfaringsopsamling ved håndteringen af Vizura samt deltagernes tilfredshed.

Faktaboks

Derfor laves der tests

Der markedsføres to nitrifikationshæmmere i Danmark: Vizura og N-Lock.

Før nitrifikationshæmmere udbredes i stor skala, er der behov for yderligere undersøgelser af om der under danske vejr- og jordbundsforhold er:

  • merudbytte i andre afgrøder end majs,
  • reduktion af kvælstofudvaskningen,
  • reduktion af lattergasemission,
  • risiko for udvaskning af nedbrydningsprodukter. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.