»Det hele skal være nogenlunde nyt, og det skal virke«

Risgaard ved Skals er lige dele svineproduktion og maskinstation. Her hersker fornuftige forretningsprincipper og ansvarsfølelse over for medarbejderne.

Svineproducent og maskinstationsejer Carsten Kuhr Jensen driver Risgård lidt nordvest for Skals ved Viborg, og stedet er et godt eksempel på en topmoderne landbrugsvirksomhed, der drives med en omtanke, der i sidste ende kommer medarbejderne til gode. Kombinationen af den omfattende svineproduktion og den store maskinstations- og entreprenørdel betyder, at der hen over året altid er arbejde nok til de for tiden 24 ansatte.

Dertil er rammerne gode og lyse og venlige og maskineriet temmelig nyt.

På den sikre side

Netop omkring maskinstrategien har Carsten Kuhr Jensen et princip, som egentlig er blevet til ud fra en vis forsigtighed. Det går ud på, at man skal være på den sikre side, hvis der skulle komme dårlige tider. Så duer det nemlig ikke, at store dele af grejet står foran udskiftning.

»Derfor er det min tanke, at maskinparken hele tiden skal holdes så ny, at man vil kunne køre med det hele i tre år uden at skulle investere i nyt. Det hele skal være nogenlunde nyt, og det skal virke«, siger Carsten Kuhr Jensen.

Blandt de seneste investeringer er en Horsch Focus TD såmaskine, en tromle fra Väderstad, en ny John Deere 8370’er - og inden længe står den nok på en ny lastbil. Og endelig er maskinstationen en ret så god kunde hos Grimme i Rødkærsbro, da netop arbejdet med kartoflerne fylder godt i ordrebogen som et af Risgaards specialer.

Kunder tæt på

Ud over arbejdet med kartoflerne foretager Risgaard så godt som alt landbrugsarbejde.

»Dog valgte jeg i 2008 at sælge materiellet til grovfoder fra og i stedet satse lidt mere på svineproduktionen frem for at gå ud og købe en ny snitter og ansætte flere folk«, siger Carsten Kuhr Jensen.

Kunderne, der er en god blanding af svineproducenter, kvægavlere og planteavlere, bor forholdsvis tæt på, da de fleste befinder sig inden for en radius på fem til otte kilometer. En af kunderne er så at sige Risgaard selv, da ejendommen selv driver omkring 600 hektar.

Vanskelig branche

Carsten Kuhr Jensen konstaterer som så mange andre, at kunderne bliver færre, men større - og at de små maskinstationer kan have det svært. For Risgaard har det ubetinget været en fordel at satse på de to dele, svineproduktion og maskinstation - og herunder entreprenør- og vognmandsdelen.

»Det betyder, at det hele passer sammen, og det giver høj effektivitet pr. medarbejder. Og for medarbejderne betyder det, at vi kan have dem ansat hele året«, siger han.

Ud af de 24 ansatte arbejder de 10 primært inden for maskinstation, vognmandskørsel og entreprenør.

Beskeden start

Maskinstationsarbejdet kom tidligt ind i billedet allerede i 1960erne, da Carsten Kuhr Jensens far, Jens Jensen, drev den lille ejendom Risgård på traditionel vis med køer og grise.

»Han begyndte at høste lidt for naboerne, og så har det udviklet sig derfra«, siger Carsten Kuhr Jensen, der nu er eneejer af Risgaard, men tilføjer, at hans far, Jens Jensen, der nu er 81 år gammel, stadig har sin gang i virksomheden.

Faktaboks

Risgaard Maskinstation:

  • Beliggende nord for Skals ved Viborg.
  • Drives af Carsten Kuhr Jensen, der er uddannet landmand og også kloakmester.
  • Grundlagt i 1963 af Carsten Kuhr Jensens far, Jens Jensen.
  • Ud over maskinstation, entreprenør og vogmandsdelen drives stor svineproduktion på i alt tre ejendomme.
  • Cirka 24 ansatte i alt.
  • Driver selv 600 hektar landbrugsjord.
  • Omfattende maskinpark med bl.a. ni John Deere og en enkelt New Holland traktor.

Bedste investering:

  • I maskinhuset står en særdeles velpasset selvkørende sprøjte, en Amazone Pantera, der nu er 10 år gammel. Den har ifølge Carsten Kuhr Jensen været en ualmindelig god investering. Den har aldrig fejlet noget og har passet perfekt til bedriften med sin variable sporvidde og den 4.100 liters tank.

Værste investering:

  • Carsten Kuhr Jensen kan ikke lige komme i tanke om en maskine, som har gjort det særligt dårligt, men til gengæld var det ikke nogen succes, dengang man pakkede baller ind til ammoniakbehandling. Det var der ingen fremtid i, understreger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.