»Jeg er rigtig godt vant med John Deere«

Hos Skov Ulbjerg Maskinstation har man kørt John Deere siden begyndelsen af 1970’erne. Den senest tilkomne i maskinhuset er den nye John Deere 6250R.

Hans trøje er grøn. Om halsen har han en halsklud med diskrete John Deere logo’er. Og minsandten om der ikke også står John Deere på den strikkede hue, som han har på denne solrige vinterdag.

Vi er på besøg hos Claus Skov, indehaver af Skov Ulbjerg Maskinstation nord for Viborg, hvor man faktisk udelukkende - lige bortset fra nogle få Ford’er for længe siden - har kørt John Deere siden begyndelsen af 1970’erne. Og når Claus Skov medvirker her i serien »Min nye maskine«, skyldes det, at den senest tilkomne af de grønne modeller er en John Deere 6250R, det vil sige topmodellen i den nye allroundserie. Det er en kompakt traktor med usædvanlig mange hestekræfter i forhold til dens størrelse, nemlig 250 hestekræfter - eller 300 hestekræfter med boost.

Købt på Agromek

»Jeg bestilte den på Agromek, hvor den havde premiere sidste år, og fik den leveret her i efteråret af Semler Agro i Viborg«, siger Claus Skov og tilføjer, at hans nye 6250R skal bruges dels til frakørsel, dels til såning med en seks meters Horsch Pronto. Og sikkert også lidt pløjning.

»Jeg er rigtig glad for den. Den har en passende størrelse og mange hestekræfter. Det er en lækker traktor, og den passer fint til de opgaver, den skal løse. Jeg kommer nok også til at skårlægge med den«, siger Claus Skov om den nye John Deere, der foreløbig har kørt omkring 400 timer.

»Men der skal nu noget til at hamle op med vores 8-serie med 420 hestekræfter«, tilføjer Claus Skov.

Seks af de grønne

Hos Skov Ulbjerg Maskinstation råder man netop nu over seks John Deere traktorer, som er maskinstationens eneste traktormærke. Ud over den nye 6250 R, drejer det sig om modellerne 6190, 7310, 8370, 6920 og 7810.

»Vi skifter normalt vores traktorer ud hvert andet år, når de har gået omkring 7.000 timer«, siger Claus Skov.

Skov Ulbjerg Maskinstation, der blev grundlagt i 1910, har tre ansatte ud over indehaver Claus Skov.

Kompakt og stærk

Da John Deere lancerede de nye 6R modeller, nemlig 6230R og 6250R var målet at tilbyde masser af hestekræfter i en traktor, der fylder og vejer mindst muligt. De nye traktorer er de stærkeste, som fabrikken i Mannheim i Tyskland nogen sinde har produceret og fås kun med trinløs AutoPowr transmission. 6230R og 6250R viderefører den kompakte opbygning, som har kendetegnet 6R-serien, og vejer over en ton mindre end en 7250R.

Faktaboks

3 detaljer, der er værd at vide om John Deere 6250R

  1. Stærk: Motoren er en 6,8 liters med 250 hestekræfter - eller 300 hestekræfter med boost.
  2. Kraftigste tysker: 6250R er den kraftigste traktor, John Deere fabrikken i Mannheim har produceret og alligevel kompakt.
  3. Transmission: 6250R og den mindre 6230R fås kun med trinløs AutoPowr transmission.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.