Familien Gade Nielsen fra Peterslund på Mors byder cirka 100 pløjere og besøgende fra hele Danmark velkommen, når familien er værter ved DM i Pløjning 27.-28 oktober.
Forud for arrangementet er gået adskillige timer for værterne, der ikke får nogen form for betaling i forbindelse med værtsrollen. Alligevel har interessen fra Gade Nielsen været der fra starten til at stå bag DM i pløjning.
»Det er fedt, at man kan gøre pløjning til en konkurrence, og det er en rigtig sjov verden. Vi har haft en del ansatte på gården, der har dyrket konkurrencepløjning, så det gør, at vi kender lidt til det. At DM i år skal være på Peterslund bliver en stor oplevelse«, fortæller Søren Gade Nielsen, der sammen med sin bror og forældre er vært for DM i pløjning.
Markerne skal tilpasses
En af de store udfordringer for DM-værterne er at få markerne klar til konkurrencepløjning. Der skal være stubmarker og grønjord, og markene skal være så jævne som muligt.
»Det har været noget af et puslespil at tilpasse sædskiftet, så det passede med, at markerne står klar til DM, men det er lykkes. Nu håber vi bare på lidt mere tørvejr frem mod DM, så forholdene bliver optimale«, forklarer Søren Gade Nielsen.
Heldigvis ligger jorden forholdsvist højt, og Peterslund har ikke fået helt så meget regn som andre steder i Danmark, tilføjer han.
Pløjeværterne får stor ros fra styregruppen bag DM.
»De (værterne red.) har fra start haft den korrekte indstilling - at det her bare skal lykkedes, og det er meget vigtigt«, fortæller Jens Iversen, der er med i styregruppen bag DM og formand for Landspløjeudvalget.
Kommentarer