22-årig køber maskinstation - har sparet op i 10 år

Søren Gad er ny ejer af Bredebro Maskinstation, efter stifterne - Margit og Otto Bossen - har besluttet sig at trække sig fra ledelsen. De er fra januar ansatte under Søren Gad.

I en alder af 22 år har Søren Gad købt Bredebro Maskinstation i Sønderjylland. Det ligger i blodet. Som søn af Anders og Helene Gad, medejere af Gads Maskinstation, 30 km derfra, er han opflasket med dieselolie.

De sidste to år har han været selvstændig med planteavl på lejet jord. Nu tager han et skridt ekstra og bliver leder af de cirka otte ansatte, lidt større mandskab i spidsbelastninger.

»Jeg har altid, lige siden jeg har arbejdet som skoledrenge fra jeg var 12-13 år gammel, haft en etableringskonto, så jeg har sparet temmelig mange penge op i betragtning af min alder. Men det er ikke noget, der batter meget i denne sammenhæng. Men det er jo et godt signal til banken. Derudover har mine forældre hjulpet en smule økonomisk,« forklarer Søren Gad.

Stiftet i sluthalvfjerdserne

Bredebro Maskinstation, der ligger mellem Tønder og Skærbæk, er skabt af Margit og Otto Bossen for 37 år siden. De har nu besluttet at overdrage lederskabet, men vil fortsat være engageret i maskinstationen, fra januar som ansatte under Søren Gad.

»Det har været meget vigtigt for os at forretningen fortsætter, og vi kan varmt anbefale Søren som jeres nye samarbejdspartner,« siger de to i en erklæring til kunderne.

Forberedt sig på ledelse

Søren Gad er uddannet landmand fra Kjærgård Landbrugsskole og produktionsleder fra Dalum. Om aftenen har han taget fag i økonomi og ledelse.

Det var via Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E), at han blev opmærksom på, at Bredebro Maskinstation var til salg. Det var et godt match, siger han.

»De har en effektiv forretning med de maskiner, der er nødvendige og ikke så meget mere. Den ligger også tæt på Gads Maskinstation, så vi kan samarbejde på tværs,« siger han med henvisning til forældrenes maskinstation, som ligger knap 25 km mod nord.

Skal ud og lære markerne og kunderne at kende

Bredebro Maskinstation har ni traktorer, to snittere og to gummigede. Gads Maskinstation har derudover entreprenørmaskiner, så Søren Gad ser god mulighed for at kunne servicere kunderne i nærområdet bedre.

Som ny ejer er han opmærksom på, at han har brug for at lære kunderne at kende. I starten regner han derfor med at være med ude at køre hos kunderne, så han kan få kendskab til kunderne, snakket med dem og set deres marker.

Er klar til at lede

Trods en ung alder er han ikke i tvivl om, at han er klar til opgaven. Det er en drøm fra barnsben, han nu får lov at udleve.

»Man har været med som lille. Det kommer ind med modermælken. Jeg er født og opvokset i det,« siger Søren Gad.

Han er glad for, at maskinstationen har gode, stabile medarbejdere, som han glæder sig til og skulle arbejde sammen med - og at de hidtidige ejere fortsætter som ansatte.

»Det bliver kanongodt. Jeg kunne ikke undvære dem til at starte med, tror jeg, for jeg kender hverken kunder eller marker endnu, og det har de helt ind til benene. Det er nok ikke noget, de tænker over til daglig, men når de har arbejdet i 37 år, så har de en viden og erfaring, jeg naturligvis ikke kan have,« siger Søren Gad.

Har du overvejet, hvordan det er at have de tidligere ejere som ansatte? Om der vil være for mange chefer?

»Selvfølgelig har jeg vendt den tanke. Hvis jeg ikke havde tænkt over det, så ville det være forkert. Det er jeg slet ikke bange for. Vi snakker rigtig godt sammen. De giver også udtryk for, at de vil denne maskinstation det bedste. De er jo superglade for, at den kan køre videre og ikke lukkes,« siger Søren Gad.

Privat er Søren Gad kæreste med Mette Nilsson. De bor et stykke fra Bredebro, men har planer om på sigt at flytte til egnen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.