Claas: Den naturlige udvikling er færre forhandlere

Claas bakker op om Danish Agros vision om færre maskincentre i Danmark, men vil have det til at ske som en naturlig udvikling.

Når landmanden står med en mejetærsker, der har brug for service, så skal den hurtigt ud at arbejde igen. Det kræver velkvalificerede serviceteknikere.

Dét krav - samt det faldende antal teknikere - vil naturligt føre til færre forhandlere, lyder det fra Jens Skifter, Claas' regional director med ansvar for Norden.

Baggrunden er, at Lantmännen blev stillet over for at vælge mellem at forhandle Agcos maskiner eller Claas. Her valgte Lantmännen Agco-forhandlingen i Sverige og ville skille sig af med maskinforhandlingen i Danmark og Norge.

Claas bakker op om Danish Agros vision for fremtiden, hvor færre, men større centre står for salg og service af landbrugsmaskiner. Men meldingen er også, at Danish Agro er indstillet på at fortsætte med det nuværende private forhandlernet i Danmark og Norge, siger Jens Skifter.

Med et marked, som ligger på omkring 230 solgte mejetærskere årligt - totalt set - så skal der dog ske forandringer, siger Claas-chefen.

"Så er det klart, at så kan man ikke fortsætte med 200 forhandlere i Danmark," siger Jens Skifter til Landbrugsavisen.dk.

"Det, som Claas sætter i forgrunden, er den enkelte medarbejders service, og den viden kommer kun af erfaring. Maskinerne bliver større og mere specialiserede. Det kræver mere af de mennesker, der servicerer dem. Det er tabt produktivitet, når en maskine holder stille. Det kræver rigtig meget af den enkelte maskintekniker," siger han.

Overgangen i forhandlernettet skal ske naturligt, siger han. Det er ikke en revolution, men en evolution, som Danish Agro skal være en del af siger han. Men både producent og importør skal hjælpe udviklingen i gang - helst via generationsskifter og lignende, siger han.

Han roser LMB Danmark - den nuværende importør - for deres arbejde med at fortsætte udviklingen inden for branchen.

I Danmark har Lantmännen - der ejer LMB Danmark - kontrakt på forhandlingen af Claas-maskiner frem til september 2018.

LMB Danmarks fremtid er dermed uafklaret med hensyn til tiden efter september 2018.

"Det, vi gerne vil, at de kompetencer, der findes, kører videre i en kontinuerlig proces. Men det er ikke noget vi fra Claas side. Det er noget, Danish Agro må tale med Lantmännen om," siger Jens Skifter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.