Dansk vaskegigant melder sig klar til Agromek

Blandt udstillere på Agromek ’21 er der store forventninger til igen at kunne møde landmændene på messestandene

Der er noget at se frem til, hvis man er til maskiner og store messer, for næste år afholdes Agromek 19. – 22. januar i MCH i Herning.

"Agromek bliver den første messe efter at alt næsten har ligget stille i lang tid. Jeg er sikker på, at både landmænd og udstillere glæder sig meget til at kunne mødes igen og til at se og høre, hvad der er sket af nyt i branchen", siger Agromeks direktør, Claus Hermansen.

Endnu to firmaer har meldt sig til

En af de udstillere, der vil have nye produkter med på Agromek, er virksomheden Washpower A/S fra Thy, som oprindeligt arbejdede med udvikling og salg af vaskerobotter til grisestalde.

"Vi glæder os rigtig meget til at komme på Agromek. Når der kommer landmænd, kommer vi også, og Agromek er et rigtigt godt vindue for os, hvor vi bliver set", siger CEO Glenn Pedersen, Washpower.

Siden seneste Agromek har virksomheden på opfordring fra messegæster udvidet sortimentet med blandt andet vaskerobotter til fjerkræstalde. 

"Vi har fra starten gerne villet udvide sortimentet, så foruden vaskerobotter til fjerkræstalde har vi nu også vores egen produktion af højtrykspumper, som man bruger sammen med vaskerobotten. Nu kan vi sælge en samlet løsning, og det ser vi meget frem til at kunne præsentere på Agromek", siger Glenn Pedersen.  

Også Hans Jørgen Pedersen, administrerende direktør i Agrifarm, Viborg glæder sig - især til igen at møde de internationale gæster. 

"De internationale gæster er en væsentlig grund til, at vi udstiller på Agromek. Arrangørerne gør en stor indsats for at hjælpe udstillerne med at få besøg af udenlandske gæster. Det benytter vi os af, da vi gerne vil have kontakt til mulige kunder i vores nærmarkeder", siger Hans Jørgen Pedersen, og peger specielt på Sverige og Tyskland.

Agrifarm bygger stalde ud fra sit eget staldkoncept, Intellifarm, og producerer luftrensesystemet Agri AirClean.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.