Flere vil skåne jorden med femhjulet Vervaet

Hollandske Vervaet producerer cirka 50 selvkørende enheder om året, og hver tiende er solgt i Danmark.

"Et salg på fem styk lyder måske ikke af meget. Men hvis man tænker på, at fabrikken i Holland bygger 50 eksemplarer om året, og vi her i Danmark afsætter de fem, så ser det ganske godt ud. De er glade for os nede i Holland".

Ordene kommer fra sælger Steen Lerche Hansen fra Valtec i Gravens. Forleden var fire store Vervaet’er med komplet dansk udstyrspakke incl. dansk kran klar til levering til jyske maskinstationer, mens en femte var på vej fra Holland.

"Maskinstationerne og ikke mindst deres kunder har fået øjnene op for, at de 5-hjulede Vervaet’er med udskydelig midteraksel fordeler marktrykket ud over et stort areal, og derfor er skånsomme ved markerne", siger Steen Lerche Hansen.

Steen Lerche Hansen fortæller, at maskinerne både er skånsomme ved græsmarkerne, men også er gode med nedfældere på sort jord efter pløjning.

"Når forårsgyllen er nedfældet i pløjejorden med en Vervaet, er der et jævnt såbed, men ingen hjulspor til at irritere resten af dyrkningssæsonen", siger han.

Hvor man i mange lande læsser gylle via separate pumper eller suger det direkte ud af spaltekanalerne, er der i Danmark nærmest tradition for at gyllevognene selv kan læsse gyllen via en kran. Vervaet har erkendt, at hvis man vil sælge maskinerne i Danmark, så skal de have en læssekran. Den hollandske fabrikant har også lyttet sig frem til, at de danske kunder vil have store dækmonteringer og GPS-løsninger.

Derfor findes der en ”dansk” Vervaet-model. Den kaldes Vervaet Hydro Trike 5x5 DK og kendes på et ekstra stort forhjul, læssekran med læssekapacitet på 13-14 kubikmeter pr. minut, træk på alle hjul og som er forberedt til det GPS-system, den enkelte kunde foretrækker. Alle de fem nye Vervaet’er er af denne model.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.