Højere hastighed kan koste landbruget 25 mio. kr.

40 km/t for traktorer synes nu inden for rækkevidde og kan træde i kraft næste sommer. Men det kan ifølge Færdselsgruppen betyde en omkostning på 25 mio. kr. til syn og nummerplader.

Det er et længe næret ønske, der går i opfyldelse, hvis landmændene fra næste sommer får lov til at køre 40 km/t med traktorerne på landevejen. Det vil også til en vis grad være en lovliggørelse af de faktiske forhold. Men ifølge Færdselsgruppen rummer lovforslaget også uheldige elementer, nemlig at et stort antal traktorer og andre maskiner i givet fald skal til syn.

Lovforslaget har været i høring fra 22. oktober til 23. november.

»Det må forventes vedtaget i vinteren eller foråret 2016. Den foreslåede ikrafttrædelsesdato er 1. juli 2016,« siger pressechef i Transport- og Bygningsministeriet Mette Gerlach.

Del af en pakke

Forslaget er en del af en række færdselsforslag, som har til formål at øge fremkommeligheden på vejene, og som transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vurderer, at der er opbakning til.

Transportministeriet lægger op til, at betingelsen for at køre 40 km/t er, at køretøjerne - traktor, påhængskøretøjer og motorredskaber - er godkendt eller registreret. Det betyder, at der skal sættes nummerplade på for eksempel finsnitteren, og den uregistrerede traktor skal registreres, hvis den skal have tilladelse til 40 km/t.

Dyr manøvre

Hos Færdselsgruppen er begejstringen ikke udelt. På den ene side hilser man den højere fart velkommen.

»Ændringen er en tilpasning til de faktiske forhold. Alle nye traktorer og motorredskaber har gennem flere år været konstrueret og godkendt til 40 km/t, så det er fuldt forsvarligt at tillade kørsel med den hastighed, de er konstrueret til,« lyder det blandt andet i Færdselsgruppens høringssvar til Transport- og Bygningsministeriet.

Men på den anden side er gruppen uenig, når Transport- og Bygningsministeriet vurderer, at forslaget ikke har betydende økonomiske konsekvenser for erhvervet.

»Hvis forslaget gennemføres, vil det betyde, at et stort antal køretøjer skal køre til synshal for at blive synet og indregistreret. Hvis vi antager, at det drejer sig om 10.000 traktorer - registrerede, godkendte og uregistrerede - og 2.000 motorredskaber, der skal synes, vil det medføre en omkostning på 25 mio. kr. alene til syn og nummerplader, idet de uregistrerede traktorer, motorredskaber og påhængsredskaber ud over et syn til 500 til 750 kr. skal forsynes med nummerplader til 1.200 kr. pr sæt,« lyder det fra Færdselsgruppen.

5 Forslag fra færdelsgruppen

  1. Alle godkendte: Gruppen foreslår, at de køretøjer, som er konstrueret fra fabrikken til 40 km/t, også får lov til det.
  2. Sikkerhed: Gruppen fremhæver, at et køretøj, som kan anvendes lovligt ved 30 km/t, også vil kunne anvendes lovligt ved 40 km/t.
  3. Syn overflødigt: Derfor mener gruppen ikke, at der er behov for omfattende syn og registrering af køretøjer.
  4. Afmærkning: Gruppen foreslår, at der fortsat anvendes afmærkningstrekant for langsomtkørende køretøjer, så der ikke er brug for en ekstra afmærkning.
  5. Bæltekøretøjer: Gruppen ser gerne, at bæltekøretøjer, der er konstrueret til det, får lov at køre 40 km/t mod de nuværende 15 km/t.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.