Da Horsch ved udgangen af 2016 kunne bekendtgøre, at man havde omsat for 300 millioner euro var det stort - en ny og markant rekord. Men nu hvor tallene for 2017 er lagt sammen, får den en tand til. Den tyske producent omsatte i 2017 for 356 millioner euro, svarende til en fremgang på 19 procent - og den højeste omsætning i Horsch’ historie.
Til sammenligning omsatte Horsch for blot 171 mio. euro i 2011, og fremgangen har været næsten konstant siden, ikke mindst fordi producenten har opdyrket nye markeder såsom Kina, Sydamerika og Japan, ligesom udviklingen på de eksisterende markeder også er gået i den rigtige retning, eksempelvis i Ukraine og Rusland.
Hos Horsch mener man at kunne konstatere, at virksomheden er det hurtigst voksende mærke i maskinbranchen.
Producentens eksportkvote steg i 2017 til 80 procent. De østeuropæiske lande aftager alene 53 procent. Det er ikke mindst afsætningen i Ukraine, der gør det. Vesteuropa tegner sig for 20 procent.
Også antallet af ansatte er steget i årenes løb. I 2011 havde Horsch således 763 ansatte. I 2016 nåede man op på 1.309 ansatte. Kun et enkelt år, nemlig i 2014 var man nødt til at reducere lidt på medarbejderstaben. I 2017 rundede man 1.600 medarbejdere.
Kommentarer