Datalogisk, som står bag registrerings- og managementprogrammet Næsgaard Mark, blev oprindelig startet på svensk jord. Derfor er virksomheden naturligvis også at finde på Borgeby. Og det er først og fremmest mobil-løsningen af programmet, der bliver spurgt efter, mærker Per Andersen fra Datalogisk.
»Mange af de svenske landmænd, som kommer forbi standen, har allerede tunet sig godt ind på produktet. De har besluttet sig for, at de vil have et program, hvor de kan registrere de mange oplysninger, der rent lovmæssigt stilles til landbruget - og det er hovedsagelig mobil-løsningen, de går efter,« fortæller Per Andersen.
Og det billede ses også blandt de danske landmænd.
»Vi har set en stor stigning i efterspørgslen på Næsgaard Mark i sin mobil-version. Og det er derfor også her, vi lægger vores fokus på udviklingen. Der er sket meget, siden vi lancerede løsningen i 2012,« erkender han.
»Med en smartphone, er det blevet nemt for landmanden. Han har telefonen på sig hele tiden og kan bruge programmet, når der er behov for det - i stedet for tidligere, hvor det krævede, at man satte sig ind foran computeren. Det stod måske ikke øverst på ønskesedlen efter en lang arbejdsdag.«
I Danmark er Datalogisk med Næsbygaard Mark den ene af to store spillere på området. Den anden er Seges med Farmtracking, mens der også findes flere mindre virksomheder med lignende løsninger.
Kommentarer