Mekaniker-lærlinge skal dyste om at blive Danmarks bedste

Til november skal Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker lærling findes. Og der er stadig åben for at indstille sig til konkurrencen.

Når Danmarks Bedste Lærling - Landbrugsmaskinmekaniker (DBL) finder sted til november hos Erhvervsskolerne Aars, er det syvende gang konkurrencen finder sted. DBL er det uofficielle DM for landbrugsmaskinmekanikere, og indtil 30. september er det muligt at indstille sig til konkurrencen 1.-2. november, som også er åben for publikum.

Ervhervsskolerne er stedet, hvor landbrugsmaskinmekanikerne sidder på skolebænken under deres uddannelse. Derfor har det i alle syv år været det naturlige sted at afholde DBL. Nu ser Heine Jensen, faglærer på skolen frem til at se de næste finalister i ilden.

»I vores dagligdag på skolen møder vi rigtig mange dygtige unge mennesker i vores fag. Der er generelt en høj motivation for at arbejde med maskinerne, og resultaterne igennem flere år taler sit eget sprog om et højt fagligt niveau«, siger faglærer Heine R. Jensen fra Erhvervsskolerne Aars.

Med det henviser han til tidligere vindere af DBL, som både har taget europamesterskaber (Euro Skills) og bronze ved World Skills.

Både lærlingens selv og praktikstedet kan indstille en lærling til DBL. Det sker på erhvervsskolerne Aars’ hjemmeside: www.erhvervsskolerne.dk/info/dbl. Dog må man ikke være fyldt 24 år på konkurrencedagen, og man skal minimum have bestået 3. hovedforløb på uddannelsen. Man må desuden ikke være færdigudlært til DBL, men svendeprøven må godt være i hus, siger reglerne.

Bag konkurrencen står Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal, LandbrugsMedierne og Erhvervsskolerne Aars.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.