Metsjö klar med stor allrounder tipvogn

Foldbare sider på 500 eller 800 millimeter skal give MetaQ 75 ekstra fleksibilitet.

Metsjö MetaQ 75 er den svenske vognproducents nyeste skud på stammen. Vognen, der er på tre aksler, er en rigtig allrounder med sine foldbare sider. De fastmonterede sider er to meter høje, men med enten 500 eller 800 millimeter ekstra sider rummer MetaQ 75 46 kubikmeter. Det gør vognen egnet til at køre med korn, gødning, kartofler og lignende, mens den med de høje sider kan gøre sig som frakørselsvogn med græs eller majs på laddet.

De foldbare sider på vognen folder indad og ned i vognen, når de ikke er i brug. De foldes op i arbejdstilstand via et håndtag. Det samme gælder forenden, mens den ekstra bagvæg er fast fikseret. Ifølge Metsjö kan den afmonteres, uden det dog er nødvendigt for at køre med vognen.

Trods de ekstra sider holder vognen sig under fire meter i højden, og vognen er hydraulisk affjedret i et intelligent system, der for eksempel kan regulere belastningen på akslerne, hvis de forreste sæt hjul begynder at doze jord foran sig, når vognen er læsset til i marken.

- Med den nye vogn tilbyder vi en trailer med høj kapacitet, der samtidig er let at øge kapaciteten på til kørsel med grovfoder. Det giver samtidig en mere fleksibel og alsidig vogn, sider Anders Ivarsson, administrerende direktør, Metsjö.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.