MotorBloggen: Er design nu også nødvendigt?

New Hollands kommende biogastraktor ligner noget fra en fjern fremtid. Et gennemført design vækker glæde, mener skribenten.

»Traktoren ligner et rumskib fra en science fiction film indeni. Det var lidt af en øjenåbner for mig, at det er der, traktorerne er nået til i dag. Meget imponerende. Og så endda med inspiration fra italienske sportsvogne«.

Ordene stammer såmænd fra en mail fra min søn, og anledningen var, at han forleden så undertegnedes video om New Hollands kommende biogastraktor, som jeg så nærmere på i England for nylig. Koncepttraktoren ligner da også et stykke fremtidsmusik, men er alvorlig ment, da den angiveligt kommer i produktion inden for de næste tre år. Designet er fejende flot og med en minimalistisk indretning, som alligevel betegner en sjælden forkælelse. Og udenpå som indeni er der hentet inspiration fra moderne italienske supersportsvogne. Alt i alt en traktor, der ikke bare har overrasket min søn, men også de tilstedeværende pressefolk under fremvisningen forleden ved fabrikken i Basildon i England.

Men er det overhovedet nødvendigt at gøre noget særligt ud af designet på en traktor, som ret beset bare skal slæbe nogle redskaber frem og tilbage over marken? Behøver den absolut ligne en Lamborghini, og skal føreren nødvendigvis forkæles med fine materialer og lækker indretningsarkitektur?

New Hollands skotske designdirektør, David Wilkie, kom selv ind på tanken:

»Strengt taget kan man diskutere, om det overhovedet er nødvendigt at gøre noget ud af designet på en traktor. Den skal jo bare gøre sit job. Men vi ville gerne have den til at afspejle, hvad der er indeni. Og hvis man vil brande et mærke på samme vis som Ferrari eller Maserati, så er designet vigtigt«, sagde David Wilkie.

Og selvfølgelig skal man da gøre noget ud af designet på en ny traktor. Ganske ligesom man gør det med personbiler, møbler, husholdningsmaskiner, cykler og alt muligt andet, som vi omgiver os med. Nogle mener, at det endda er sundt for os at kigge på noget pænt. I hvert fald vil de fleste være enige i, at et gennemført design vækker glæde. Og tanken med New Hollands design er netop, at man, når arbejdsdagen er forbi, og man stiller traktoren fra sig - så vil man uvilkårligt lige vende sig om og kigge på den en sidste gang og tænke »hold op, hvor er den da flot«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.