Ny teknik: Få udbyttetal under optagningen

To nye løsninger vejer kartoflerne, inden de ryger i optagerens tank, mens et tredje system måler kartoflernes størrelse.

Grundideen er den samme, men alligevel er der visse forskelle på de to systemer til udbyttemåling i kartofler, som blev præsenteret på førstedagen af PotatoEurope.

Den store kartoffelmesse syd for Hannover onsdag-torsdag i denne uge bød desuden på et spritnyt system, som kan måle størrelsen og dermed de forskellige kvaliteter af kartofler, som høstes.

TopCon havde premiere på sit system YieldTrakk, der ligesom AgXtends allerede markedskendte YieldXact bruger vejeceller på optagerens sorterebord eller sidste bånd før tanken til at måle vægten af kartofler. Vejecellerne monteres under rullerne og kan både give et udbyttekort i realtid i førerkabinen samt trådløs overførsel af udbyttedata til bedriftens markstyringsprogram og rådgivere.

- Et udbyttekort er forudsætningen for efterfølgende at kunne graduere f.eks. gødning, kalkning og udsædsmængde, som Bernd Kallfass fra TopCon påpeger.

Ingen rekalibrering

Begge systemer kræver kun kontrolvejning ved opstarten for at kalibrere systemet. Derudover skal TopCon kende kartoflens ’gennemløbstid’ fra optagerhovedet til målepunktet for at sikre præcisionen i udbyttekortet. AgXtends løsning fungerer lidt anderledes, idet systemet skal kende båndets hastighed, og så skal en sensor give input fra optagerhovedet om, hvorvidt det er i jorden eller ej.

Begge systemer er ISOBUS-kompatible og har desuden en funktion, hvor mængden af sten, top og knolde blandt kartoflerne kan vurderes og justeres i den tilhørende terminal. TopCon angiver en nøjagtighed på plus-minus fem procent for sit system, mens AgXtend kan nå helt ned på en procent.

Begge løsninger er desuden mærkeuafhængige og kan også eftermonteres på ældre optagere. Grimme har allerede en del erfaringer med at montere YieldXact på sine optagere.

Størrelsen er vigtigere

Grimme er også involveret i testen af endnu en nyhed inden for udbyttemåling, nemlig Harvest Eye. Dette firma kigger ikke på vægten, men på størrelsen.

HarvestEye har en lidt anden tilgang, for firmaet er nemlig ligeglad med vægten.

- Ved spisekartoflerne og til dels også læggekartofler er det reelt størrelsen, der bestemmer værdien af avlen, forklarer selskabets britiske stifter, Vidyanath Gururajan.

Størrelsen måles med et kamera placeret over sorterebordet eller sidste bånd før tanken, og det registrerer også antallet af kartofler. Ved hjælp af maskinlæring sørger softwaren for, at sten og knolde ikke tælles med.

- Når landmanden allerede under optagningen kender størrelsen og mængden, kan han begynde at disponere i forhold til at få solgt afgrøden. Det giver ham en fordel i forhold til først at kende den eksakte størrelse og fordelingen i de forskellige størrelsesgrupper, når han begynder at opsortere på sit lager umiddelbart før levering, uddyber han.

HarvestEyes løsning er tilgængelig i England og testes nu i resten af Europa, også i andre afgrøder end kartofler. Præcis hvilke er dog en hemmelighed.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.