To nye tip-vogne i jubilæumsår

MI’s kendte Tip vogne fylder 20 år, og det markeres med galvanisering og nye modeller.

1996 var året, hvor MI Tip-vognene blev lanceret for første gang. De rød-orange vogne var det første produktmærke, som MI - Maskinhandler Indkøbsringen - selv ejede. Dengang blev MI Tip vognene produceret i Danmark. Nu produceres de i udlandet, men det sker stadig ud fra MI’s forskrifter og de danske kunders ønsker.

Ifølge MI bliver vognene mere og mere populære, og vognprogrammet ændres i takt med kravene fra både landmænd og lovgivning.

I anledning af MI Tip vognenes 20 års jubilæum lanceres to nye modeller til 2016-sæsonen: Den ene er MI Tip SPC 16 med en lastevne på 16 tons og et rumindhold på 20 kubikmeter med 30 cm overbygning. Den anden er MI Tip SPC 20 med en lastevne på 20 tons og et rumindhold på 28 kubikmeter med 30 cm overbygning.

Kasserne er koniske, så indholdet er let at tippe af i stedet for at samle sig i hjørnerne. Stige og vindue forrest på kassen giver et godt overblik over indholdet. Bagest er der et 500x500 mm kornudløb samt fransk bagsmæk med slangebrudsventil.

Der er mulighed for andre overbygninger på henholdsvis 60 og 80 cm, hvis der er behov for et større rumindhold op til 34 kubikmeter i græs. SPC 20 er som standard udstyret med tippestabilisator og selvstyrende aksel på bageste aksel. Den har affjedret trækstang og bogie og er monteret med 600/55x26,5 dæk.

MI har fået fremstillet et begrænset antal af de to nye vognmodeller i en særlig jubilæumsudgave. Her kommer vognene som standard med galvaniseret chassis og 30 cm galvaniseret overbygning uden merpris. Presenning og hjulskærme er ekstraudstyr. Jubilæumsmodellerne kan ses hos MI forhandlerne landet over eller i MI’s udstilling i Vejle.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.