Nye traktorer vises frem på Borgeby

Både New Holland, John Deere og Kubota benytter Borgeby til at vise nye traktormodeller.

Selvom de er officielt lanceret, så har mange endnu ikke set de nye traktormodeller i levende live. På Borgeby benytter mange af de store traktorproducenter derfor udstillingen som en svensk præmiere på nye traktorer for publikum. Det gælder for eksempel John Deere, der viser de nye topmodeller i 6R-serien frem.

De nu tidligere 6170R, 6190R og 6210R er erstattet af modellerne 6175R, 6195R og 6215R. Som numrene angiver, er den nominelle effekt hævet med fem hestekræfter, mens den maksimale effekt inklusiv powerboost øges med 10. Det betyder, at den nye topmodel yder op til 262 hestekræfter.

De nye motorer i de tre store 6R-traktorer har for første gang scr-katalysator og anvender derfor AdBlue. Forbruget svarer til tre procent af dieselforbruget, og det lave niveau skyldes, at traktoren stadig har ekstern recirkulering af udstødningsgassen (EGR) og partikelfilter.

For at mindske serviceomkostningerne er intervallet for olieskift øget til hele 750 timer, og partikelfilteret kan holde hele traktorens levetid.

 

Populær blå nyhed

Som du kunne læse i LandbrugsAvisen fredag sidste uge, er New Holland ligeledes på vej med nye modeller. Det gælder den - set med danske øjne - populære T7. Denne nye model viser New Holland frem på Borgeby, og de besøgende kan således få et indblik i, hvordan serien på i alt otte modeller, tager sig ud. Effekten spænder fra 140 til 240 heste (nom. effekt) og 175 til 270 hestekræfter ved maskimal effekt.

På Kubotas stand viser man også den helt nye M7-serie frem. Traktoren, der består af tre modeller fra 130 til 170 hestekræfter, er en helt nyudviklet serie, der henvender sig til det europæiske marked, hvor Kubota gerne vil have en større bid af markedet. Serien er så småt gået i produktion og skal produceres på en ny fabrik i Frankrig.

Hos Massey Ferguson vises MF7700-serien frem, der lige som T7 fra New Holland regerer i effekt-kategorien fra 165-280 hestekræfter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.