Rådgiver: Pas på med GPSen

Teknisk rådgiver hos LMO, Hans Thostrup, giver gode sprøjteråd op til den kommende sæson.

Plantebeskyttelse er en videnskab, der er i bestandig udvikling, og en af dem, der følger området tæt, er Hans Thostrup, teknisk rådgiver hos LMO i Viborg. Og op til den kommende sæson har han gjort sig visse tanker om, hvad sprøjteførerne skal være opmærksomme på.

»GPS-styring er godt, men man skal tænke sig om. Et klassisk eksempel er, når traktoren drejer, og den yderste bom kører hurtig og den inderste langsomt. Med GPS er man nødt til at lukke de yderste sektioner og så tage dem, når man kører ligeud, idet GPSen markerer, at det er overkørt en gang med meget lille dosis, og så lukker sprøjten næste gang, man kommer der. Der er talrige andre eksempler, hvor man skal tænke sig om, for ellers udbringes der for lidt kemi«, siger Hans Thostrup.

LED er populært

»Ellers er det store samtaleemne jo dyser, hvor jeg forsøger at få folk til at køre med 03 vinklet dyse«, siger Hans Thostrup, der også kommer ind på LED-lys.

»Ja, det går jeg lidt op i. Jepotech sælger noget kvalitet, der ifølge mine kursister kan holde. De skal sidde bagved bommen eller på bagsiden af bommen, så man kan se alle dyserne og deres vifter. Folk er vildt begejstrede for at køre med det«, siger rådgiveren.

Billigt råd

»Og en ting, som jeg i denne vinter er blevet opmærksom på, er frostsikring af sprøjten, hvor det viser sig, at frostvæske tilsyneladende er meget aggressiv, hvis det, man har i bommen sprøjtes ud over afgrøden. Det er noget fedtet stads og kan give aflejringer i bommen vinteren over. Her har jeg imidlertid oplevet flere og flere, der bruger sprinklervæske - vintermodellen. Den fedter ikke inden i sprøjten og bommen, og så er den langt billigere«, siger Hans Thostrup.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.