Så er banen ryddet, VM-pløjere

I dag tages sidste slæt, inden 57 pløjere fra hele verden dyster om at lave de pæneste furer.

57 pløjere fra 29 forskellige lande er klar til at dyste om at blive verdens bedste pløjer på dansk jord, når LandboUngdom er vært for VM i pløjning i den kommende weekend 3.-4. oktober 2015. Markerne, der skal pløjes på, ligger i Thisted ved ejendommen Vestbo på adressen Hjardemålvej 114, Thisted.

Og netop i dag mandag er grønjorden ved at blive gjort helt klar til konkurrencen. Sidste slæt tages i øjeblikket på de arealer, VM-pløjerne skal dyste mod hinanden i, når det gælder grønjordspløjningen. Dermed er jorden klar, så arrangørerne bag VM i løbet af ugen kan måle op og sætte stykker af til konkurrencepløjerne.

LandboUngdom forventer op mod 8.000 gæster til konkurrencen, hvilket kan synes af lidt sammenlignet med det irske pløjemesterskab, hvor der i sidste måned var 300.000 tilskuere og ca. 350 pløjere.

»Men i Irland er pløjning næsten en nationalsport og meget populært,« fortæller Karl Kr. Iversen, formand for styregruppen bag verdensmesterskabet i Danmark.

 

VM for hele familien

VM byder foruden pløjningen på maskinudstilling fra 50 firmaer der udstiller deres maskiner, og i plovkroen er 15 udstillere med i temaudstillingen Danish Craft. Derudover arrangerer 4H aktiviteter for børnene, så der er noget for hele familien at kigge på.

VM-stævnets protektor Hans Kongelige Højhed Prins Joachim gæster stævnet lørdag d. 3. oktober 2015 fra 11.00-13.00.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.