Selvkørende sprøjte fra Knight

Ny Knight sprøjte med tre tankstørrelser og ny Tier 4 final motor.

På den britiske udstilling Cereals viste Knight Farm Machinery forleden en ny selvkørende sprøjte, Knight 1800 IV, som importeres til Skandinavien af sprøjtespecialistfirmaet Brdr. Toft A/S i Sabro.

Nyheden er baseret på den eksisterende 1800 serie Knight sprøjte, der kom på markedet for snart 15 år siden og er solgt i store tal. Nye emissionskrav, Tier 4 final, har givet anledning til en komplet opgradering.

Sprøjten leveres med tre tankstørrelser på henholdsvis 3.000, 3.500 og 4.000 liter - som standard i glasfiber og som ekstraudstyr i rustfrit stål. Motoren er en 174 hestes sekscylindret Perkins Tier 4 final på 7,1 liter og med mulighed for opgradering til 200 hestekræfter.

Sprøjten er som standard udstyret med 38 tommer hjul med en frihøjde på cirka 100 cm. Som tilvalg leveres 46 tommer hjul, som giver frihøjde på op til cirka 130 cm.

Den har luftaffjedret chassis, som absorberer ujævnheder og giver mulighed for højere sprøjtehastigheder på op til 15-20 km/t. Kabinen på Knight 1800 IV er leveret af Claas. Alle væsentlige sprøjtefunktioner styres på multifunktionsjoysticket. Sprøjtecomputeren er fra Müller.

Den nye Knight 1800 IV leveres med hele det kendte Knight bomprogram, dobbeltfold bomme fra 20 til 30 meter, vertikalfoldet bom fra 20 til 30 meter og Trifold bomme fra 28 til 40 meter. Er der behov for yderligere kapacitet kan sprøjten leveres med luftassistance systemet AirJet som giver mulighed for væskemængder ned til 70-90 liter pr. hektar. AirJet giver desuden mulighed for reduceret afdrift.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.