Traktorkæmpe lander overskud i presset branche

Agco ender med et overskud på 430 mio. kr. for 2016 trods stor tilbagegang på det nordamerikanske marked.

Der kan være god grund til at trække på smilebåndene hos den amerikanske traktorgigant Agco, der kommer ud af regnskabsåret for 2016 med et overskud på 430 mio. kr., hvilket flugter helt med sidste års resultat.

Det viser årsregnskabet, som selskabet netop har sendt ud.

Selskabet, der har hovedsæde ved Atlanta i Georgia, og bl.a. især er kendt for mærkerne Fendt, Massey Ferguson, Challenger og Valtra, slutter dog året med en beskeden tilbagegang på toplinjen, hvor omsætningen er faldet 0,8 pct. til 51,4 mia. kr. i 2016 mod 51,8 mia. kr. året forinden.

»Det sidste år har været hårdt som et resultat af den fortsat svækkede efterspørgsel på det globale marked for landbrugsudstyr. Til trods for de svære vilkår har vi oversteget vores finansielle mål og står godt i forhold til at søge nye muligheder for vækst,« siger Martin Richenhagen, formand og adm. direktør i Agco, i en pressemeddelelse i forbindelse med årsregnskabet.

Blandede økonomiske bolsjer

Selskabet har især taget nogle økonomiske hug på det nordamerikanske marked, hvor salget er faldet fra 13,6 mia. kr. til 12,5 mia. kr. Det svarer til et samlet fald på 6,7 pct. for 2016 i forhold til året forinden.

Dog har der for året omvendt været en beskeden fremgang på hovedmarkederne i Europa, Afrika og Mellemøsten, hvor koncernen henter en størstedel af sin indtjening. Her lander traktorkæmpen en omsætning på 29,2 mia. kr. mod 28,8 mia. kr. året forinden.

Traktorproducenten redder dog skindet på næsen på de asiatiske markeder, hvor selskabet har oplevet en vækst på 19,2 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det resulterer i sidste ende i et salg på 3,3 mia. kr. for 2016 mod 2,8 mia. kr. året forinden.

Mindre europæisk efterspørgsel

Agco forventer fortsat, at markedet vil have en blødere efterspørgsel i bl.a. Nordamerika og Europa, men forventer at det udligner sig ved højere efterspørgsel i Sydamerika. Det skal ifølge traktorkæmpens egne estimater ende ud i en omsætning på niveau med dette års resultat på 51,4 mia. kr.

»Industriens vilkår forventes fortsat at blive nær bunden af landbrugsudstyrs cyklus på nøglemarkeder, og vi fortsætter vores fokus på at reducere omkostninger og kompleksitet. Vi vil fortsat lave langsigtede investeringer for at hæve effektiviteten på vores fabrikker, øge vores serviceniveauer og styrke vores produktportefølje,« siger Martin Richenhagen, formand og adm. direktør i Agco, i årsregnskabet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.