Podcast: Efter fire ugers kæmpetest har du vinderen her

TraktorTech har begået en af Europas allerstørste traktortest med syv traktorer i en meget populær klasse. Podcasten Maskinitis tæller ned til vinderen.

Over flere hundrede timer kom de i sving i marken, på vejen, blev målt efter alle kunstens regler og slæbt ud på en kartoffelfabrik for at få testet trækkræften.

Er det så en McCormick, Deutz-Fahr, New Holland, Claas, Valtra, Massey Ferguson eller John Deere, som leverer det bedste bud på en moderne traktor, der scorer bedst på en skala fra 0 til 1.000 point?

Svaret kan du naturligvis læse i magasinet TraktorTech, men du kan også lytte til TraktorTechs egen podcast Maskinitis med redaktionschef Christian Juel Jørgensen og traktorekspert John Christensen som faste maskinpiloter og både få nedtællingen til vinderen og høre meget mere om traktorernes styrker og svagheder.  

Lyt her:

Vil du lytte til vores podcasts fra din mobil, kan du finde dem her:

Spotify              Google Podcast (til android)              Apple Podcasts (til iPhone)

- Det er ret tæt. Især de fire første ligger tæt på hinanden. Der er ingen dårlige traktorer i det her felt. Alle traktorer gør det godt på forskellige punkter. Halter en traktor på et punkt, så er den god på et andet. Men der er selvfølgelig nogen, der generelt gør det bedre end andre, lyder det fra TraktorTechs traktorekspert John Christensen i programmet.

Men en vinder er der – og som sædvanlig byder Maskinitis også på en underholdende anekdote, denne gang fra testen, hvor redaktionschefen var ved at forpurre testen med en lidt utraditionel håndtering af kaffemaskinen.  

 

De syv traktorer i testen


Claas Axion 870 C-Matic

Den udvendige side af Claas Axion 800-serien har været på markedet i 12 år nu, og sidste gang traktoren fik en opdatering var i 2019 med en ny stage V motor og Isobus-kompabilitet i Cebis-terminalen.

Deutz-Fahr Agrotron 8280

Deuz-Fahr: Det var i 2020 Deutz-Fahr præsenterede sin nye 8280 TTV for at lukke hullet mellem 7- og 9-serien. Traktoren har en ny SDF-udviklet transmission, nye detaljer og nogle ændringer i den 6,1 liters store motor for at få den til at yde den højere effekt.

Massey Ferguson 8S.285

Massey Ferguson er det mærke i testen, som har ændret mest på sin traktor. Hele konceptet blev introduceret i form af 8S-serien tilbage i 2021, og mens dens forgænger havde en af markedets mindste kabiner, har 8S nu markedets formentlig største af slagsen.

McCormick X8.631

X8-serien er stor, især når vi parkerer den ved siden af de andre traktorer. Den har store hjul, stor motorhjelm og stor kabine, men effektmæssigt passer den ind i gruppe, dog som den stærkeste i feltet.

New Holland T7.300

Den nye T7-serie ser måske ikke så meget anderledes ud i forhold til den allerede kendte T7, men den er en hel anden verden i kabinen. Interiøret er moderne og pænt - og så er den nærmest fri for støj.

Valtra Q285

Valtra introducerede sin nye Q-serie i 2022. Den kombinerer en Agco Power motor med en trinløs transmission fra fabrikken i Marktoberdorf. Kabinen i traktoren er traditionel Valtra-stil og velkendt fra de mindre T- og N-serier. Det samme gælder designet af traktoren.

John Deere 6R250

John Deere er let og overskuelig at hoppe op i og køre. Dens Full Auto-indstilling af transmissionen fungerer rigtig godt til stort set alle opgaver, så der er ikke brug for at justere ret meget under kørslen.

Ønsker du at købe det nye TraktorTech med testen, så kan du tegne abonnement på TraktorTech her, både elektronisk og for den trykte magasinudgave.

Hør flere episoder