Horsch sprøjtebom kan »kigge« 20 meter til siden og 15 meter frem

På Agritechnica viser Horsch det nye BoomSight-system, som får sprøjtebommen til at opdage forhindringer i tide.

Når sydtyske Horsch stiller standen op på Agritechnica 2015 i november, bliver det blandt andet med det nu færdigudviklede BoomSight-system til marksprøjter. BoomSight har opnået en sølvmedalje på den tyske messe.

Systemet, der netop er vist frem for pressen under et arrangement på Horsch-fabrikken i Schwandorf, er baseret på sensorer og en laserscanner, som så at sige er bommens øjne. Den anbringes på traktoren eller på den selvkørende sprøjte, og den scanner et område på 20 meter til begge sider samt 15 meter fremad.

»Det smarte er, at systemet opdager, om der er et vandhul eller måske huller i afgrøden, så bommen ikke pludselig dykker ned og bliver skadet. Eller hvis der er andre forhindringer som en hegnspæl eller måske markeringspæle ved brønde med mere. Så sørger bommen for at komme oven over forhindringen,« siger Arne Gejl fra Stroco-Agro.

BoomSigt bliver ekstraudstyr til Horsch-sprøjter, også trailersprøjterne, som i forvejen har producentens BoomControl Pro system, som opnåede en sølvmedalje på Agritechnica i 2013, og som giver en stabil bom - også ved høj fart.

Selvkørende er klar

På Agritechnica kommer også den nu produktionsmodne, selvkørende sprøjte, Horsch Leeb PT 330, der blev vist som prototype på Agritechnica for to år siden.

Nyheden har en sekscylindret motor med 330 hestekræfter og elektrohydraulisk firehjulsstyring. Sprøjten er designet til hastigheder op til 30 km/t i marken og 60 km/t på landevejen. Sporvidden er variabel fra 2,25 til 3,0 meter, mens frihøjden kan varieres fra 1,4 til 1,6 meter, så den også er egnet til høje afgrøder som majs. Tankkapaciteten er på 5.000 liter, og der er bombredder fra 30 til 36 meter.

Tank af kunststof

Endelig vil Horsch på Agritechnica lancere den nyeste Horsch Leeb LT, som introduceres med en tank af kunststof modsat den velkendte Leeb GS, hvor tanken er fremstillet af rustfrit stål. Tankkapaciteten bliver på 4.000 og 5.000 liter. Sprøjten kommer i tre udstyrsklasser, men den anerkendte patenterede bomstyring, BoomControl Pro, er standard i alle tre. Leeb LT bliver produceret med en 500 liter rentvandstank og en bombredde fra 18 til 42 meter.

Hjulakslen på sprøjten bruger nu sit eget gyroskop til hjulstyring. Det betyder, at man kun skal tilslutte hydraulikslanger, el-kabel samt Isobus-stikket til traktoren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.