Arla-rival i UK skifter navn

Efter mega mælke-fusion i Storbritannien vil Müller skærpe kampen om mejerimarkedet.

Arlas største konkurrent på det vigtige, britiske mejerimarked, skifter navn.

Müller Wiseman kommer fremover til at hedde Müller Milk & Ingredients, meldte den store britiske spiller ud forleden.

Navneskiftet kommer i kølvandet på det kæmpestore opkøb af konkurrenten Dairy Crest, som det privatejede mejeri foretog sidste år.

Müller Milk & Ingredients vil nu sætte ekstra skub på udviklingen af den britiske forretning. Her sidder man i dag på hele 25 procent af den britiske mælkproduktion - og er dermed den største sammen med Arla, der har nogenlunde tilsvarende mælkemængde.

»Vi har muligheden for at opbygge noget særligt i den britiske mejeriindustri med store fordele for kunder, kolleger, landmænd og leverandører,« udtaler topchef Andrew McInnes i en meddelelse.

»Det er vigtigt at forstå, at status quo, især på området for frisk mælk, ikke fungerede og derfor må vi identificere og gennemføre de forandringer og besparelser, der er nødvendige for at få en forretning, der er bæredygtig, succesfuld og dynamisk.«

Med overtagelsen af Dairy Crests aktiviteter inden for frisk mælk, fløde, mælkeprodukter og ingredienser, råder Müller Milk & ingredients over 10.000 ansatte på 13 mejeier og 70 depoter i England. Mere end 2000 landmænd leverer til mejeriet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.