Kalvedødeligheden i stort fald under projekt

Fem hold har sænket kalvedødeligheden på økogårde med 34 procent som led i kampagne.

Fredag kan team Vækstjysk Kalv, der består af fem økologiske mælkeproducenter og deres økologirådgiver, fejre, at de har reduceret deres samlede kalvedødelighed med 61 procent på bare et år og dermed vundet konkurrencen ØkoKalvekampen.

Navnet dækker over et nyt rådgivningsprojekt, som Seges har udviklet sammen med lokale DLBR-kontorer for at få knækket den høje kalvedødelighed på økologiske bedrifter.

Tilsammen har de fem hold  fra fra rådgivningsvirksomhederne Syddansk Økologi, Jysk Økologi, Heden og Fjorden, Vestjysk Kvæg og AgriNord sænket antallet af døde kalve med gennemsnitligt 34 procent i forhold til samme periode i 2014/15.

"Det er første gang, vi har brugt en konkurrence så aktivt i forbindelse med rådgivning om økologiske kalve. Men jeg tror, at netop det øgede fokus, der er kommet på problemstillingen via konkurrencen, er en stor del af årsagen til de gode resultater," siger Finn Strudsholm, konsulent i Seges Økologi og projektleder på ØkoKalvekampen.

Helt konkret har 29 økologiske kvægbesætninger fordelt på fem hold siden 1. juni 2015 dystet mod hinanden i at sænke kalvedødeligheden. Kalvepasserne på hvert hold har hjulpet hinanden via staldskoleprincippet, hvor man besøger hinanden og hjælper med at finde løsninger på problemerne på den aktuelle bedrift. Derudover har konkurrencen foregået på facebooksiden Økokalvekampen, hvor de deltagende landmænd og økologikonsulenter kunne poste resultater og gode råd, og siden er brugt af SEGES til at sprede resultater fra projektet bredere ud end til deltagerne.

Staldskoledel og konkurrence en god ide

Især staldskoledelen har givet gode resultater, vurderer Finn Strudsholm.

"Videnudveksling og diskussioner mellem kalvepasserne via staldskoler, hvor landmænd fra samme team har besøgt hinanden og hjulpet med lokale løsninger og forslag, har været  med til at holde fokus på de vigtige ting og er derfor en stor del af succesen. Kalvepasserne har følt et mildt pres fra kollegerne, men samtidig har de deltagende DLBR-rådgivere fået opdyrket en team-ånd, som har smittet af på  landmænd."

Finn Strudsholm er glad for erfaringen med staldskoler og andre konkurrenceelementer. Det skal også bruges i fremtiden, siger han.

"Det har vist sig at være gode motivationsfaktorer. Men det er også altafgørende vigtigt at vælge teamlederne, som brænder for emnet og som har tid og motivation til at følge op," siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.