Dramatisk fald i USAs hvedeareal sender afgrødepriser i vejret

Arealet med vinterhvede i USA er nedjusteret med hele 7 procent, og det kan betyde det næstlaveste areal i over 100 år, rapporterer Jyske Markets.

I går udkom den månedlige WASDE-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium, og den brød en strøm af prisnegative rapporter, og sendte afgrødepriserne i vejret. Det skriver Jyske Markets i en aktuel afgrødekommentar.

På Chicago-børsen stod hvede som dagens højdespringer med et plus på 3 procent, efter at et fald på hele 7 procent i vinterhvedearealet i USA overraskede markedet markant. Det er det næstlaveste areal i USA siden 1913, hvis prognosen holder stik.

Vårhvedearealet til foråret kan naturligvis ændre på det totale billede, og inden armene flyver i vejret hos planteavlerne, så skal man også forholde sig til, at hvedelagrene i USA denne sæson er høje efter en svag eksport hidtil.

På den globale scene var der begrænsede ændringer, dog steg overgangslagrene igen med et par mio. tons til rekordhøje 232 mio. tons. Forbrugsjusterer vi lagrene, er vi dog fortsat et stykke under niveauet i årene omkring årtusindeskiftet.

Majsforsyningerne blev modsat minimeret, primært på grund af tørken i Sydafrika, hvor høsten blev reduceret med 4 mio. tons.

For soja gav en lille nedjustering af produktionen i USA i kombination med øget forbrug en nedgang på 3 mio. ton i reservelagrene, endda uden at produktion i Brasilien nedjusteres, som den er er blevet fra flere sider de sidste uger efter stedvise tørkeproblemer frem mod årsskiftet. Forbrugsjusteres sojalagrene ser vi en reel nedgang i denne sæson, og med den laveste pris på sojaskrå (målt i US-dollars) i næsten seks år, ser varen billig ud. Vi anbe-faler dog stadig, at man holder sig til kortsigtet afdækning til den værste høstpukkel i Sydamerika er overstået i løbet af foråret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.