L&F: Tag økologi med i naturpakke - og reducer kvælstofudledning

Økologien bør få en central rolle i regeringens kommende naturpakke, mener Landbrug & Fødevarer - og derved reducere kvælstofudledningen.

Det økologiske areal bør vokse endnu mere og være en central del af regeringens kommende naturpakke.

Det mener Landbrug & Fødevarer, forklarer Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion.

"I Landbrug & Fødevarer arbejder vi mod målet om 300.000 hektar økologisk jord i 2020. Ved at fremme økologien vil vi få mere natur og kan samtidig reducere udledningen af kvælstof yderligere i forhold til målsætningen i landbrugs- og fødevarepakken," siger han.

Det økologiske areal udgør i dag 200.000 ha og alene i 2015 blev der omlagt 22.000 hektar til økologi.

"Sammen med de gode markedsudsigter giver det belæg for at hæve økologimålet til det niveau, som er det fælles pejlemærke for erhvervet, svarende til 300.000 ha i 2020. Ifølge vores beregninger vil det give en reduktion af kvælstofudvaskningen på 1.000 tons i forhold til den nuværende effekt i landbrugspakken," siger økologiformanden.

Regeringen er gået med på at lancere et kvælstofudspil 25. april, efter Konservative har ønsket at reducere udledningen med i alt 612 ton kvælstof i 2017 og 2018.

Derudover har økologisk produktion en positiv effekt på naturindholdet i det danske agerland, lyder det fra formanden. På økologiske brug er der i gennemsnit 30 procent flere vilde plante- og dyrearter i marken og på de omkringliggende arealer. Udegående dyr, brug af organisk gødning, ingen brug af pesticider og lavere dyrkningsintensitet bidrager til at øge den biologiske mangfoldighed og sikre jordens frugtbarhed, skriver L&F.

"Så en investering i mere økologi, vil give et fint afkast i form af kvælstofreducering og mere natur, og vil dermed bidrage til at nå de fastsatte mål i regeringens landbrugspakke. Derfor bør det også være et centralt element i den kommende naturpakke," siger Hans Erik Jørgensen.

Rettet 19. marts kl. 10.50: Hans Erik Jørgensen var citeret for at sige, at økologimål giver en reduktion på kvælstofudledningen på 1000 tons, men der skulle have stået 'kvælstofudvaskningen', oplyser L&F. Det er rettet nu.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.