Kendt person stopper i maskinbranchen

Ved årsskiftet sker et af de store jobskifter blandt maskinstationsfolk.

Tænker man maskinstationernes branchearbejde i Danmark, så tænker mange Mogens Kjeldal.

Til nytår stopper han og dermed en epoke hos maskinstationernes forening DM&E.

»Nu er maskinstationerne i trygge hænder«, siger Mogens Kjeldal i en pressemeddelelse med henvisning til, at han i den seneste tid har været i gang med at overdrage hans 33-årige erfaring og virke til agrokonsulent Henning Sjørslev Lyngvig, der i maj kom til maskinstationerne fra en stilling hos Seges i Skejby.

Af DM&E’s direktør Bent Juul Jørgensen betegnes Mogens Kjeldal som en innovativ, iderig, vedholdende og humoristisk kollega.

»Og det bliver et savn at undvære ham i dagligdagen på kontoret i Vejle og ikke mindst ude blandt maskinstationerne og hans store netværk af specialister og leverandører til maskinstationsbranchen,« siger branchedirektøren.

En af Mogens Kjeldals store opgaver gennem mange år har været rollen som igangsætter af samarbejdet i Færdselsgruppen med deltagere fra Landbrug og Fødevarer, SEGES, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Agro Industri og Danske Sukkerroedyrkere.

Han har kommunikeret med Christiansborg om at love bliver lavet, så de passer til virkelighedens verden men også appelleret til, at der også skal tænkes sikkerhed, når der bugseres rundt med de store køretøjer.

En ny organisering af færdselsarbejdet gør, at Mogens Kjeldal ser det som det rigtige tidspunkt at stoppe i DM&E.

I december indbyder DM&E medlemmer, kolleger og samarbejdspartner til Mogens Kjeldals afskedsreception.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.