Nyt slag om nationalpark: Borgmestre presser på

Borgmestre inviterer politikere på formiddagstur til Nordsjælland for at lægge pres på forligskreds.

Halvandet år efter at fem nordsjællandske kommuner kom med det seneste forslag til nationalpark Kongernes Nordsjælland til miljøministeren, er der nu udsigt til, at der - måske - bliver taget stilling til, om parkforslaget skal realiseres eller hældes ned ad brættet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis fredag.

Forligskredsen mødes den 30. august, og derfor har borgmestrene i Helsingør, Fredensborg, Hillerød, Gribskov og Halsnæs nu inviteret medlemmerne af Folketingets Miljø og Fødevareudvalg på en formiddags-
tur rundt i det påtænkte nationalparkområde.

"Vi er fem kommuner og flere end 200 private lodsejere, som er parate til at komme ud over stepperne, hvis der kommer en positiv beslutning," siger Helsingør-borgmester Benedikte Kiær (K).

Hun mener, at nationalparkforslagets indhold flugter perfekt med den naturpakke, som Folketinget vedtog tidligere på året.

"Man ønsker øget biodiversitet og nemmere adgang til naturen. Begge ting kan Kongernes Nordsjælland opfylde, dels ved at omlægge mere skov til urørt skov, dels på grund af parkens beliggenhed tæt på storbyen. Samtidig er vores forslag, som det eneste parkområde herhjemme, 100 procent frivilligt baseret med tilmeldte lodsejere, en ting, som især DF har ønsket," siger borgmesteren.

Naturstyrelsen har tidligere vurderet, at den nu foreslåede nationalpark er for fragmenteret i sin afgrænsning til at give mening som nationalpark. Men der er Benedikte Kiær uenig.

"Det er på tide, man kigger mere på indhold end på form," siger hun til avisen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.