'Ordet er Frit' skrives af et fast panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Frederik Tolstrup, Foreningssekretær i Bornholms Landbrug & Fødevarer
Minkavlerne er på det seneste hængt ud. Igen. Socialistisk Folkeparti kritiserer, at minkavlerne får for meget i erstatning. Carl Valentin, deres dyrevelfærdsoverfører, er ude og sige at minkavlerne bliver ”milliardoverkompenseret”. Det på trods af, at han er en af fædrene til aftalen, der blev lavet om erstatninger til minkavlerne.
Avisen Information og DR har skrevet meget om det faktum, at der sad minkavlere i minkkommissionerne. Det finder medierne meget mistænkeligt, selvom vilkårene for kommissionernes arbejde er grundigt beskrevet. Nu er minkavlerne så ikke længere med, efter at de omfattende skriverier blev for meget for politikerne på Christiansborg.
Minkavlerne er blevet udskammet. Enkeltsager om avlere, der har forsøgt at få erstatning for mere, end de lovligt måtte producere, er blevet trukket frem. Dette er også med til at give et indtryk af at minkavlerne får for mange penge. Billedet der tegnes i offentligheden er, at minkavlerne er grådige og gennem effektivt politisk arbejde har opnået mere, end rimeligt er.
Minkavlerne, der jo ikke havde spurgt om at blive lukket ned uden lov og ret, er pludselig er havnet i skurkerollen. Men det er ikke de enkelte avlere, der besluttet og vedtaget erstatningernes størrelse. Det er politikerne. Socialistisk Folkeparti og Carl Valentin var med til at forhandle og godkende erstatningerne.
Den egentlige skandale er, at det politiske ansvar slet ikke er en del af den hidsige debat. Det er Mette Frederiksen, der har hovedansvaret for nedlukningen og for erstatningerne. Hun var – og er – statsminister. I det mindste lader hun ikke som om, hun ikke er ansvarlig. Carl Valentin og Socialistisk Folkeparti blæser og har mel i munden. De har ageret magthavere, og medvirkede til at lukke og kompensere erhvervet. Men det forhindrer ikke Valentin og folkesocialisterne i at optræde som venstrefløjsidealister og insinuere, at avlerne tager godt for sig.
Historien er vendt på hovedet, så minkavlerne nærmest har stjålet nøglerne til statens skatkammer, hvor de har taget for sig, på alle andres bekostning. Det er en interessant fordrejning, for det er ikke kun minkavlerne, der rammes af denne.
De såkaldt grønne politikere taler ofte om landbrugslobbyen. I efteråret, da havene var ramt af iltsvind, var der en del politikere, der egentlig havde forklaringsproblemer. Hvis det er korrekt at landbrugets kvælstof forurener havene, hvorfor er der så ikke blevet gjort noget? Stiig Markager har udtalt, at han har sagt det samme i 25 år. Politikerne, især de miljøbevidste, gjorde alt hvad de kunne for at fralægge sig det ansvar, de har. Det sker ved at kaste skylden over på landbruget.
Deres forklaring er, at landbrugets lobby har været dukkefører for Folketinget og regeringen. Landbruget har forhindret god lovgivning og tromlet hen over miljøbevidste politikere.
Det mageløse ved den fortælling er, at det ikke er politikerne der er ansvarlige for den lovgivning, der gælder. Ligesom det er tilfældet med minkerstatningerne, så kan politikere fra den uansvarlige del af Folketinget hævde, at landbruget nærmest står for at lave lovgivning, der vedrører erhvervet.
Derfor bliver jeg altid træt, når jeg hører politikere snakke om landbrugets lobbyvirksomhed. Det sker for det meste, når der er politikere der er i færd med at løbe fra deres ansvar. Det er politisk håndvask, når det er værst.
