Kvægbrugstur med fokus på driftsøkonomi

Fuldautomatisk udbyttemåling, krybestrøm og kapacitetsudnyttelse samt flere spændende markdemonstrationer er blandt emnerne på årets store grovfoderekskursion.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gælder også for Grovfoderekskursionen.

Den blev udskudt fra det sædvanlige tidspunkt i maj til torsdag 10. september på grund af covid-19 og smittefaren.

Det har givet mulighed for at lave adskillige interessante demonstrationer, hvor effekten af forskellige sorter og strategier i høj grad kan ses, fordi tidspunktet er rykket til efteråret.

Det gælder bl.a. demonstrationen af 16 forskellige kombinationer af såtidspunkt, udsædsmængde og græsser og urter, som er anlagt hos den ene af Grovfoderekskursionens to værter Jakob Skov på Hestbækgaarden ved Farsø. Halvdelen af demoparcellerne er sået tidligt, den anden halvdel på ’normalt’ tidspunkt omkring sankthans, og det betyder, at demo-parcellerne og forskellene imellem dem er særdeles interessante at se 10. september, blot en uge eller to før finsnitning af majsen.

Lige så interessant bliver det at se 24 forskellige majssorter i spil hos dagens anden vært, Gaardsted Højgaard I/S ved Løgstør. Her har en række af de firmaer, der deltager i sortsafprøvningen af majs, fået mulighed for at præsentere deres bedste bud på en sort til danske dyrknings- og fodringsforhold. Det bliver særligt interessant at se sortsforskellene blot få uger, før finsnitteren ’æder’ det hele.

15 robotter til sammen

I forrige uge blev der udlagt slætgræs i renbestand hos den ene vært, Gaardsted Højgaard I/S. Her er formålet er vise, hvad sådybden betyder for fremspiringen. Desuden er der anlagt en demoparcel, hvor der er blandet 10 kg vintervikke i græsset for at ’booste’ proteinindholdet i første slæt året efter.

Krybestrøm har været en stor udfordring på Hestbækgaarden, og her kan mange formentlig lære af Jakob Skovs erfaringer og anbefalinger.

Dagens to besøgsværter har tilsammen 15 Lely-malkerobotter, og hvad der kan hentes af data og mælkeanalyser i moderne malkerobotter er derfor et af dagens programpunkter.

I det hele taget fylder produktionsøkonomi, kapacitetsudnyttelse og bedriftsoptimering godt i dagens program, som også kommer omkring den farlige gas svovlbrinte.

Faktaboks

Grovfoderekskursion

  • Afholdes torsdag 10. september 2020
  • Tilmelding og program på www.grovfoderekskursion.dk
  • Værter er Hestbækgaarden ved Farsø og Gaardsted Højgaard I/S ved Løgstør

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.