Naturpleje-dyr bør slagtes i god vækst

Smag På Landskabet nærmer sig levering af de første slagtedyr og har nu et koncept for optimal slutfedning og spisekvalitet klar.

Spisekvaliteten er generelt bedst hos dyr i fornuftigt huld, og som er i vækst.«

Sådan har budskabet været fra Per Spleth, specialkonsulent i kødproduktion hos Seges, på de fire orienteringsmøder rundt i landet, som naturplejerforeningen Smag På Landskabet netop har afholdt med i alt godt 170 deltagere. Samarbejdet med engrosfirmaet KødGrossisten er nu inde i en fase med realitetsforhandlinger og kurs mod de første prøveslagtninger sidst på foråret eller først på sommeren 2017.

»Hvis ikke spisekvaliteten er i orden, er kunderne ligeglade med den gode historie bag kødet,« har han også understreget.

Dermed kræver konceptet med naturpleje og græsbaseret fodring omhu i både grundlæggende race- og produktionsvalg, valg af slagtestrategi og styring af afgræsning og produktion af vinterfodring.

Tilvækst tager tid på græs

Det er fortsat centralt i reglerne for mærket Det’ Naturkød, at dyrene skal afgræsse naturarealer fra 15. april til 1. november, hvis vejr og mængden af foder tillader det, og derudover kun fodres med græsbaseret grovfoder, eventuelt suppleret med oliekager, roer og andre ikke-stivelsesholdige fodermidler. Majsensilage og korn er således udelukket. Mærket kan også fortsat bruges af både økologer og konventionelle naturplejere.

»Det er ikke muligt at nå over et kg daglig tilvækst på ren græsfodring, men 800 gram daglig tilvækst bør være muligt på græsensilage af god kvalitet. Det er muligt at opnå en god fedtmarmorering på græsfodring, men det tager længere tid,« påpeger Per Spleth.

Han anbefaler derfor et valg af de ekstensive racer og krydsninger heraf til en produktion af stude, kvier og unge udsætterkøer til slagtning i efteråret som de mest relevante til Det’ Naturkød ud fra en økonomisk betragtning.

Hvis ikke dyrene kan slagtes direkte fra græsmarken i efteråret, bør besætningen deles i to, så slagtedyrene samt eventuelle køer med kalv ved siden får det bedste græsensilage under slutfedningen, mens de grovere kvaliteter bruges til vinterfodring af resten af besætningen.

»Men det kræver så også, at man får taget slæt af god kvalitet omkring 1. juni, og at man kender kvaliteten af de enkelte slæt,« understreger Per Spleth.

Faktaboks

Tre grupper

  • Stude på 20-30 mdr., 150-300 kg slagtet
  • Kvier på 20-30 mdr., 150-300 kg slagtet
  • Køer under 42 mdr., 200-300 kg slagtet
  • Alle i min. kl. 4 og fedme 3-5

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.