600 deltog i Hvededag på Ultang

Fagligheden var i top da tre sønderjyske landboforeninger afholdt Hvededag i deres fælles forsøg på Ultang i tirsdags.

Hvad sker der, hvis man sår vårhvede i efteråret, kan vinterhvede give 22 ton pr. hektar, og vil fremtidens såmaskiner præcisions-så kerner og frø enkeltvis, så der er lige langt mellem de enkelte planter - både i rækkerne og mellem rækkerne?

Det var blot nogle af de faglige emner, der blev stillet skarpt på i tirsdags, da der blev holdt Hvededag på Ultanggaard ved Haderslev.

Vårhvede sået i efteråret

»Det var egentlig ikke meningen, at vårhveden skulle spire i efteråret. Men det gjorde den, og den har klaret sig fint gennem vinteren.«

Det fortalte Lise Wendt Moeskjær, planteavlskonsulent hos LHN.

Målet med forsøget er at se, om man ved at så vårhveden 3. november kan opnå en hurtig fremspiring i foråret og dermed få en længere vækstsæson. Det har man gode erfaringer med i England.

»Englænderne kan på de gode jorder høste op til ti ton vårhvede pr. hektar. Og da vårhvede kræver mindre gødning og planteværn end vinterhvede, kan det i nogle tilfælde være et godt alternativ til vinterhvede,« fortalte Lise Wendt Moeskjær.

Hun gjorde dog samtidig opmærksom på, at den danske vinter ofte er hårdere end den britiske.

400 kg N til Monsterhvede

Vinterhvede har et udpotentiale, der ligger betydeligt højere, end de udbytter der høstes under normale forhold.

Der er dog ikke meget, der er normalt ved dyrkningen af Monsterparcellerne på Ultang. Hveden har fået fire gange 100 kg N pr. hektar, er vækstreguleret tre gange og sprøjtet mod svampesygdomme syv gange - tilmed med hidsige midler, som ikke er tilladt i Danmark. Derudover drypvandes den, så den ikke på noget tidspunkt kommer til at mangle vand.

Alt sammen for at se, hvor stort et udbytte der kan høstes under danske forhold. I tidligere år har intensiv pleje af hvede kvitteret med et udbytte på 15 ton pr. hektar. Men i år er der ifølge flere af de sønderjyske planteavlskonsulenter udsigt til et endnu højere udbytte.

Præcis såning af hvede

»Vores erfaringer fra tidligere er, at der kan opnås et udbytte, der er fem procent højere ved geo-såning end ved almindelig såning,« sagde Anders Smedemand Musse.

Foreløbig ser parcellerne med 80 præcisionssåede kerner pr. kvm da også godt ud sammenlignet med den traditionelt såede hvede med 325 planter pr. kvm.

Blandt andet er det tydeligt at se, at de præcisionssåede planter har busket sig bedre, og at der ikke er så mange sideskud med små aks.

Faktaboks

Hvededag

  • Afholdes hvert andet år.
  • Arrangeret af Sønderjysk Landboforening, Landbrugsrådgivning Syd og LHN.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.