Høstede i fredags og såede sommerbyg lørdag

Torben Nørgaard har netop sået afgrøde nr. to i samme mark. Han forventer, at marken er klar til høst for anden gang i år 10. oktober - hvis der snart kommer vand.

»Hvis det ikke kan lade sig gøre i år, så kan det aldrig lade sig gøre«.

Ordene kommer fra Torben Nørgaard fra Sdr. Dråby på Mors, som i fredags høstede tre hektar vinterbyg tidligt, så han kunne nå at så en afgrøde mere på marken, nemlig sommerbyg af sorten Elmeri.

»Jeg høstede vinterbygmarken 22. juni, og har aldrig prøvet at høste så tidligt. Der var 20 pct. vand i de tre hektar vinterbyg, som stod på det eneste sandjord, vi har. Det meste af marken var knastør, men der var lidt pletter, der ikke var helt tørre, og som trak vandprocenten op på de 20 pct. Heldigvis kan vi selv tørre det«.

Udbyttet var langt fra prangende. Kernerne var små, og marken gav kun 30 tønder pr. hektar, hvor han sidste år avlede 70 tønder pr. hektar i vinterbyggen.

»Jeg håber, mine resterende 50 hektar vinterbyg giver meget bedre. De står på bedre jord, en god muldjord JB 5-6, og ser da også meget bedre ud. Så det tror jeg på. Generelt synes jeg faktisk, at vinterbyggen står godt på Mors i år«.

Han regner med at høste resten af sin vinterbyg om en uges tid.

Mest for sjov

Det er mest for sjov, at han har sået de tre hektar sommerbyg 23. juni. For at se om det kan lade sig gøre at avle to afgrøder på et år.

»Jeg har sået efter australsk princip - lige efter mejetærskeren. Det skal gå stærkt, der skal ske noget med det samme, ellers går det ikke. Udsædsmængden er 170 kg/ha af den seksradede sort Elmeri, der er rigtig hurtig til at spire frem. Jeg pløjede ikke, men tallerkenharvede blot inden såning. Og der var faktisk gode såbetingelser, jorden var pænt fugtig, da vi har fået 40 mm regn i juni«, siger Torben Nørgaard.

Behøver vand

Han forventer, at marken er klar til høst omkring 10. oktober. Hvis det da ellers snart kan give noget vand fra oven. Det er der dog ikke så meget i vejrudsigten, der melder.

»Jeg håber på en snarlig tordenbyge. For selvom der var fugt ved såning, brænder det lynhurtigt af i dette vejr på en bar mark. Det er ekstremt tørt. Kernerne skal nok spire, men spørgsmålet er, hvor længe sådanne små planter kan holde til det uden vand. Får vi ikke vand indenfor en uge, er jeg bange for, at afgrøden ikke bliver til noget«, frygter Torben Nørgaard.

Det er ikke første gang, han gør forsøget. Han prøvede også at så sommerbyg efter vinterbyg i samme mark først i juli for syv år siden. Men dengang blev det ikke modent før til november, og der var så lidt at høste, at det ikke kunne betale sig.

Lykkes det i år, vil han så vinterbyg efter, at sommerkornet er høstet.

Faktaboks

To afgrøder

  • 22. juni: høstede tre ha vinterbyg med 20 pct. vand.
  • 23. juni: Såede tre ha sommerkorn, 170 kg pr. hektar.
  • 10. oktober: Forventet høst af sommerkornet.

Elmeri: finsk sort skabt til det kølige nordskandinaviske klima. Spirer meget hurtigt frem, og kræver en måned mindre at vokse i end anden vårsæd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.