Perfekte forhold til høst af elefantgræs til tagrør

Søren Vodder høster i disse dage tagrør fra sine 12 hektar elefantgræs for 17. gang. Kvaliteten er i top.

Mens mange andre landmænd er travlt optaget af at så, høster Søren Vodder fra Øster-Ulslev på det sydlige Lolland sine 12 hektar med elefantgræs til tagrør.

»Det går fantastisk godt. Vejret er perfekt, høsten går let, og vi får en tør vare hjem på lageret«, siger Søren Vodder.

Han regner med et udbytte på 1.500 bundter pr. hektar.

Med en salgspris på 25 kroner pr. bundt indbringer det 35.000-40.000 kroner pr. hektar.

Det lyder umiddelbart rigtig godt, men selvom elefantgræs til tagrør er en nøjsom afgrøde, så er der også udgifter til dyrkningen.

Især etableringen trækker tænder ud.

Miljøvenlig afgrøde

Søren Vodder etablerede sine 12 hektar med elefantgræs til tagrør i 2001, efter at han i flere år havde høstet tagrør på nogle lavtliggende forpagtede arealer.

Målet var, at levere dansk producerede tagrør af elefantgræs til det hjemlige marked.

Den største hurdle ved afgrøden er etableringen, som koster i omegnen af 100.000 kroner pr. hektar, men er den først etableret, er det ifølge Søren Vodder en meget miljøvenlig afgrøde.

»Jeg høstede tagrør allerede ét år efter etableringen. Jeg har kun givet den gødning 6-7 gange gennem de seneste 19 år, og for få år siden sprøjtede jeg den for første gang med et ukrudtsmiddel, for at få bugt med brændenælder«, fortæller Søren Vodder.

Tørre tagrør

»Vi høster tagrørene i marts eller april, inden afgrøden sætter nye skud. De skal være tørre, men det er gået godt i alle årene«, siger Søren Vodder.

Han høster sine tagrør med en ombygget Dronningborg 900, som samler neg i mindre bundter. Negene samles efterfølgende til større bundter, og køres hjem i laden. Før tagrørene er klar til salg, skal de dog renses og klippes til.

Til næste år håber han dog, at han kan høste med en moderne hollandsk maskine, som både kan rense og bundte negene i store ruller, så de er klar til salg.

Størstedelen af de tagrør, der fremstilles af elefantgræs i Danmark eksporteres til Tyskland. Men der sælges også tagrør på det danske marked, ligesom der er eksport til Sverige og sågar Japan, hvor den specielle type elefantgræs oprindelig stammer fra.

Faktaboks

Elefantgræs til tagrør:

  • Der dyrkes ca. 50-60 hektar med elefantgræs til tagrør i Danmark.
  • Hovedsageligt på Lolland, Falster samt mindre arealer i Østjylland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.