Såning af vårbyg i maj koster udbytte

Placér gødningen, og øg plantetallet ved sen såning, anbefaler planteavlskonsulent.

Vi er nu inde i maj, og der mangler lokalt stadig arealer, der skal tilsås med vårbyg, ligesom der er for tidligt såede arealer, der skal sås om.

»Når der skal sås vårbyg i starten af maj, er det vigtigt, at man som planteavler følger en række råd for den sene såning. Ellers kan udbyttetabet meget let blive langt større end de 10 til 20 procent, vi normalt forventer ved såning på denne tid af foråret,« Jacob Møller, planteavlskonsulent hos LandboNord.

Han tilføjer, at et af rådene er at placere gødning ved såning eller at indarbejde det i jorden inden såning. Ellers kan man ifølge Jacob Møller risikere, at en tørkeperiode forhindrer, at planterne kan optage det gødning, der spredes efter vårbyggens fremspiring.

Plantetallet skal op

»Ved såning på nuværende tidspunkt skal plantetallet være 350-400 planter pr. kvadratmeter. Som tommelfingerregel anbefaler vi, at man skal etablere hundrede planter mere pr. kvadratmeter, end man normaltvis gør, da vårbyggen har mindre tid til at buske sig,« forklarer Jacob Møller.

Han tilføjer, at sortsvalget er vigtigt, men at der desværre ikke er et stort udvalg af sorter, der specifikt egner sig til sen såning. Dog kan Laurika være et godt bud.

Pas på mangelmangel

»Når vejret skifter, og vi får noget varmere vejr, er det vigtigt at være opmærksom på, at manganmangel hurtigt kan blive et problem også i den ellers sent såede vårbyg. En sen sået vårbyg er forventeligt hurtigt oppe og af sted. Derfor er der risiko for at få manganmangel,« siger Jacob Møller.

Han tilføjer, at det forstærkes af, at sent sået vårbyg har væsentligt mindre tid til rodvækst i forhold til en tidligtsået vårbyg. Derfor kan forholdet imellem rod og top påvirkes i en negativ retning.

Faktaboks

Det skal du huske

  • Plantetallet skal op.
  • Gødningen skal være færdigtildelt.
  • Sortvalg.
  • Vær opmærksom på manganmangel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.