Stor fordel at kende udbyttet

Henrik Pedersen fra AKV Langholt ser flere fordele i at køre med udbyttemåler.

»Foreløbig er de tre udbyttemålere, der kører i Danmark, monteret på optagerne for at øge kvaliteten i de forsøg, der laves i kartofler. Men de burde sidde på flere maskiner,« siger Henrik Pedersen, agrochef hos AKV Langholt.

Han tilføjer, at det med udbyttemålerne er blevet betydeligt lettere at lave store forsøg, hvor der ikke er de samme problemer med variation som i små forsøg.

Derudover er de store forsøg mere brugbare, da de er lettere at sammenligne med de forhold, der er i landmandens marker.

»Kartofler er meget følsomme over for forskellig jordbund, jordpakning og andre dyrkningsmæssige forhold. Derfor vil det være en stor fordel, hvis man som landmand kan afprøve forskellige dyrkningsstrategier og finde den strategi, der passer bedst til forholdene på den enkelte ejendom og den enkelte mark,« siger Henrik Pedersen.

Henrik Petersen mener, at der fortsat er et stort potentiale i forhold til at øge udbytterne i kartofler.

»Sædskiftet har stor betydning for udbyttet. Det er ikke usædvanligt, at vi ser en udbyttenedgang på 200-300 hkg pr. hektar, hvis man ikke sørger for tre kartoffelfrie år, ligesom der er en klar udbyttefremgang ved at dyrke kartofler på kartoffel-jomfruelig jord,« siger Henrik Pedersen.

Han tilføjer, at AKV i samarbejde med Seges i løbet af vækstsæsonen har indsamlet kartoffelrødder forskellige steder i Jylland for at få et overblik over, hvilke svampesygdomme der optræder, og i hvor stort omfang forskellige svampesygdomme optræder.

»Vi har været overrasket over, at vi har fundet en del black spot og kartoffelvisnesyge. Det ved vi for lidt om, og det er noget af det, vi skal have taget hånd om, for det er helt sikkert, at det koster udbytte i de marker, hvor vi har fundet det,« siger Henrik Pedersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.