Østrigsk såmaskine får regnestykket til at gå op

Hos økologen Henrik Skov ved Lemvig var det vigtigt at få radrenser og såmaskine til at køre parløb. Det lykkedes, da han fik sin nye Pöttinger Terrasem C8 såmaskine.

Egentlig ligner det bare et simpelt regnestykke fra fjerde klasse. Men for at finde løsningen var den økologiske planteavler Henrik Skov i Gudum ved Lemvig alligevel nødt til at tænke lidt kreativt, da han ville have en såmaskine, der kunne køre med kirurgisk præcision og passe med rækkeafstanden på den for ham så vigtige radrenser.

Hans otte meters kamerastyrede Cameleon radrenser renser med en rækkeafstand på 25 centimeter.

Østrigske Pöttinger tilbyder en Terrasem C8 såmaskine på otte meter og med en rækkeafstand på 12,5 centimeter.

Så det indlysende var selvfølgelig at købe østrigeren og så bare blænde hvert andet såskær af. Så passer pengene. Og sådan blev det.

Står knivskarpt

Henrik Skov har netop fået den nye Pöttinger Terrasem leveret til denne sæson, og da vi en blæsende forårsdag sætter ham stævne på markerne ved Lemvig sammen med Pöttinger Danmarks salgschef, Lars Andreasen, har han fuld gang i såningen. Og selv om han først har fået leveret maskinen for nylig, kan han allerede berette om ensartet fremspiring. Han lejede nemlig en Terrasem magen til sidste efterår, og den vintersæd, han såede dengang, står knivskarpt.

»Det var vigtigt for mig at se, om den kunne holde en præcis rækkeafstand og var skarp nok til, at det passer med radrenseren, således at kornplanterne ikke bliver beskadiget, når vi kommer med renseren«, siger Henrik Skov, mens Lars Andreasen tilføjer, at noget af det vigtige også er, at Terrasem såmaskinen nøje følger markens konturer.

»Sidefløjene kan gå i både positiv og negativ vinkel, den ene op, den anden ned, mens midtersektionen er vandret«, siger Lars Andreasen.

Sparer en arbejdsgang

»Når jeg valgte en Pöttinger, var det jo i princippet, fordi den kunne komme til at passe med rækkeafstanden på Cameleonen. Det var også vigtigt med en såmaskine med et stift ophæng, så den kører skarpt og præcist. Og med et ens skærtryk på alle såskærene i alle forhold. Vi bor et sted med utroligt varierende jordtyper, så jeg ville gerne have en god allround maskine«, siger Henrik Skov, der trækker sin nye Terrasem med en John Deere 8530 med 330 hestekræfter.

»Og en anden fordel er, at jeg ikke behøver at harve først, da maskinen også har en tallerkenharve. Jeg sparer en arbejdsgang«, siger økologen.

Faktaboks

4 egenskaber

  1. Flere muligheder: Den gennemprøvede Pöttinger Terrasem fås i arbejdsbredder på tre, fire, seks, otte og ni meter. 
  2. Gødningsplacering: Alle fås både med og uden gødningsplacering. 
  3. Skærtryk: Hydraulisk skærtryksregulering fra 0 til 120 kg.
  4. Bølgediske: En nye mulighed er bølgeformede diske, Wave Disk, der forstyrrer jorden minimalt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.