’Nogen var begyndt at prikke mig på skulderen’

Kni Maskinstation startede med en gyllevogn og en bigballepresser. I dag er der 12-14 ansatte til en stor maskinpark.

Jens og Elsebeth Hansen grundlagde Kni Maskinstation i 1995, de første par år i lejede lokaler og siden 1997 på ejendommen på den nuværende adresse i Kni ved Ørum Norddjurs.

»Dengang var jeg egentlig ansat på en nabo-maskinstation, og jeg havde nok allerede dengang mine egne idéer om, hvordan man skulle gøre tingene. Og så var der nogen, der var begyndt at prikke mig på skulderen og spørge, om jeg ikke ville starte for mig selv«, husker Jens Hansen, som i dag og med held driver Kni Maskinstation, som nu har 12-14 ansatte alt efter sæsonen.

Begyndelsen var ikke helt nem. For det første skulle man ind på et nyt marked, og for det andet skulle man jo have noget grej at køre med.

»Ja, vi startede med en gyllevogn og en bigballepresser. Og Elsebeth kørte med riven. Men så fik vi investeret i nye maskiner. Den første snitter fik vi allerede i 2000, og vi fik også snart flere ansatte«, husker Jens Hansen.

God niche

De fleste opgaver foregår hos egnens kvægbedrifter, og distriktet omfatter i dag det meste af Djursland.

»Men hvis vi først når ud på den anden side af Aarhus-Randers landevejen, skal vi nu nok til at finde hjem igen«, siger Jens Hansen.

Som en god niche har maskinstationen et par gummigeder og en lastbil, som af og til gør nytte på Grenaa Havn i et samarbejde med en vognmand, der til gengæld af og til yder assistance den anden vej med en gylletrailer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.