Formandens beretning skrives i Vraa

Søren Ulrik Sørensen har været formand for Danske Maskinstationer & Entreprenører siden 2006 og været medlem i over fire årtier.

Man vil næppe kunne tale ret længe om organisationen Danske Maskinstationer & Entreprenører uden at komme til at nævne Søren Ulrik Sørensen, indehaver af Vraa Maskinstation. Ikke alene er vendelboen foreningens formand og har været det siden 2006. Han har også været med ved hvert eneste årsmøde siden 1977.

»Ja, det er der måske ikke så mange, der kan slå«, siger Søren Ulrik Sørensen, der i samme periode tillige har været medlem af DM&Es afdeling i Vendsyssel.

Søren Ulrik Sørensen ser sig selv som en meget dialogsøgende formand.

»Jeg er ikke noget magtmenneske, men jeg vil gerne have indflydelse og sætte et fingeraftryk«, siger Søren Ulrik Sørensen, der dog hellere vil tale om sin gode bestyrelse, de dygtige folk, der er ansat hos DM&E på Porschevej i Vejle og ikke mindst det vigtige lobbyarbejde, som DM&E udfører i forhold til de love og regler, der kommer fra både EU og danske myndigheder.

85 procent af arbejdet

»Og vores medlemmer udfører trods alt 85 procent af det maskinstationsarbejde, der bliver udført i Danmark«, siger Søren Ulrik Sørensen, der ikke er helt klar over, hvor meget tid han bruger på DM&E-arbejde, men at det muligvis er mere, end man lige tror, når det hele bliver lagt sammen.

DM&Es årlige faglige og sociale stjerneskud er Vidensdage og Årsmøde, som hvert år tiltrækker flere hundrede medlemmer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.