Kompakt trailersprøjte med alt i udstyr

Den nye trailersprøjte fra Kverneland, iXtrack T3, som vises i Danmark til sommer, har et kompakt design og tankvolumen fra 2.600 til 3.200 liter.

Da Kverneland på Agritechnica sidste år viste den nye trailersprøjte, Kverneland iXtrack T3, var oplysningerne om nyheden forholdsvis sparsomme, men nu har Kverneland lanceret flere detaljer om sprøjten, der debuterer i Danmark til sommer. Dog bliver nyheden først klar til levering i Danmark fra begyndelsen af 2019.

»Men inden da glæder vi os til at præsentere den for de danske landmænd for første gang under vores Store Agrodag i juni. Kverneland Store Agrodag er en tilbagevendende faglig dag, hvor vi i marken vil vise cirka 20 maskinsæt fra hele Kverneland paletten«, siger produktchef hos Kverneland, Jesper Svendsen.

Kverneland iXtrack T3 har et kompakt design og kommer med et tankvolumen på 2.600 og 3.200 liter. Den er ifølge Kverneland udviklet i samarbejde med landmænd, og meningen har været at bygge en sprøjte, som er kort, kompakt og med lavt tyngdepunkt i kombination med de nyeste teknologier og stor brugervenlighed.

Med det nye design er også betjeningspanelet blevet opdateret og gjort endnu mere brugervenligt. Sugeslangen fra hovedtanken er tæt på pumpen, og alle slangelængder holdes korte, så restmængden er minimal. Den har iXclean Pro, den nyeste generation af det automatiske ventilstyringssystem fra Kverneland. Det betyder, at alle funktioner kan styres fra kabinen. Skift mellem fyldning, omrøring, sprøjtning, fortynding, fyldning/skylning af dysselinjer og tankrengøring sker ved tryk på en knap.

Justerbare aksler

Bommene til iXtrack T3 er dels HSS bomme fra 18 til 30 meter, dels de mere avancerede HSA aluminiumsbomme på 21 eller 24 meter. I transportposition foldes de ind over tanken og langt væk fra kabinen. Transportbredden er 2,55 meter og højden på 3,20 meter.

ErgoDrive forlandsautomatik er standard. Det styrer bommens højde og hjulstyring med et tryk på en knap. Trailersprøjten har justerbare aksler, som giver mulighed for at justere sporvidden i trin af fem centimeter fra 150 til 225 centimeter. Automatisk sporfølgning opnås ved aktiv el-hydraulisk hjulstyring i stedet for trækstangsstyring, som ofte bruges på mindre sprøjter. T3 serien er 100 procent Isobus kompatibel som standard.

Faktaboks

Kverneland iXtrack T3

  • Kompakt trailersprøjte.
  • Tankvolumen på 2.600 eller 3.200 liter.
  • HSS-bomme på 18 til 30 meter eller HSA alubomme på 21 eller 24 meter.
  • I handlen i 2019.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.