Kraftig og høj hastighed kendetegner ny presser

Massey Ferguson har de første eksemplarer af MF 2370 Ultra HD presser klar til høsten.

Den blev vist første gang på Agritechnica og kommer til at overhale alt, hvad MF ellers har på programmet.

I en ny konstruktion, hvor alt bare er større og stærkere, kommer MF 2370 Ultra HD til at presse 20 pct. mere i hver balle i forhold til MF 2270 XD og 40 pct. mere end standardversionen MF 2270.

Til at øge densiteten i ballen gør MF bl.a. brug af en gearing, som øger svinghjulets normale arbejdshastighed fra 1.000 til 1.500 omdrejninger i minuttet.

Ved den hastighed tager MF 2370 Ultra HD 50 stempelslag i minuttet i stedet for normale 42 og med en maksimal kraft på 760 kN på stemplet - 63 pct. højere end XD-udgaven.

Kræver minimum 350 hk

Ifølge kilder hos Agco kan presseren levere baller på 630-650 kg i tør halm. Men den skulle også være i stand til at komme på 700 kg i de 120 centimeter brede og 90 centimeter høje storballerballer.

Til gengæld kræver presseren ifølge Massey Ferguson minimum 350 hestekræfter.

Du kan kende den nye model på dens nye design i forhold til eksisterende pressere fra MF.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.