Hygiejne er vigtigt for at undvære zink

Et projekt mellem Vilomix, besætningsdyrlæger og Seges viser, at rengøring og desinfektion er en overset faktor i relation til at undvære zink.

Når zink skal fjernes, skal hygiejnen øges.

Det er en af de erfaringer, der er kommet ud af et projektsamarbejde mellem Vilomix og Seges.

Formålet med projektet er at følge og vejlede besætninger, der holder op med at bruge zink, så de ikke oplever nedgang i produktiviteten.

»Hver besætning kører uden zink i seks måneder. Vi starter løbende flere besætninger op«, siger Kristina Sørensen, produktchef svin, Vilomix.

Ved opstartsmødet gennemgås en lang tjekliste, der dækker alle områder, der kan have betydning for eventuelle udfordringer ved at droppe zink.

»Ved opstartsmøderne erfarer vi, at rengøring og hygiejne er et forsømt område, der skal forbedres, hvis vi skal få succes med zinkfri fodring«, lyder det fra produktchef Erling Lindberg, Vilofarm, der har arbejdet med rengøring og desinfektion i mere end 20 år.

Han peger på, at der er en masse læring om emnet, der skal ud til svineproducenterne, for at alle får succes med at udfase zink.

Individuel tilpasning

I de svinebesætninger Erling Lindberg har besøgt i forbindelse med projektet, har der været noget at rette op på i relation til rengøring og desinfektion.

»Mange besætninger har en rengøringsplan, men den skal ofte justeres og tilpasses de aktueller udfordringer«, siger han.

Han fremhæver, at rengøring og desinfektion for 90 procents vedkommende drejer sig om arbejde og kun 10 procent om desinfektionsmiddel.

»Hvis ikke forarbejdet er gjort grundigt, får man ikke fuld effekt af de desinfektionsmidler man bruger«, fastslår han.

Erling Lindberg understreger, at man ikke kan bruge samme skabelon for rengøring og desinfektion i alle besætninger, og at det tager tid at få indført gode hygiejnevaner.

»Jeg er overbevist om, at hygiejne er en vigtig del af vejen til succes med zinkfri fodring i rigtig mange besætninger«, siger Erling Lindberg.

Han tilføjer, at stramninger omkring forbruget af antibiotika også peger i retning af, at hygiejnen skal forbedres i besætningerne.

Faktaboks

Rengøring

  • Fjern synligt snavs med højtryksrenser
  • Læg sæbe ud
  • Skyl af 
  • Brug desinfektionsmiddel
  • Slut af med grundig udtørring 

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.