DLG investerer millioner i fluelarver

DLG bliver medejer af Enorm Biofactory. En kommende insektfabrik skal årligt levere 11.000 ton protein fra fluelarver til dyrefoder.

I 2023 vil Enorm Biofactory åbne Danmarks første kommercielle insektproduktion, som samtidig bliver Nordens største. Det er resultatet af en trecifret millionindsprøjtning, som flere store aktører står bag, og hvor DLG bliver medejer med 21 pct. af aktierne. Produktionen tilfører ny alternativ proteinkilde til den grønne omstilling af landbruget.

»Det er et skridt i den rigtige retning for DLG med at få en større produktion af protein til Danmark. Vi har masser af stivelse og eksporterer korn, men proteinet mangler vi«, forklarer Group COO Jesper Pagh.

11.000 ton flueprotein

Den nye insektfabrik forventes at kunne levere 11.000 ton insektprotein om året. Indtil videre er det kun en brøkdel af DLGs samlede import på 900.000 ton sojaprotein årligt, men det er ifølge Jesper Pagh et skridt i den rigtige retning.

»Vi har store forventninger til det og tror på, at landmænd om få år vil kunne købe foder, hvor det fremgår, at proteinet kommer fra insekter. Som medejer af Danæg er det helt oplagt, at vi f.eks. kan levere æg fra høns, der har fået insektprotein«.

Lovende test

Insektproteinet kan i princippet også godt bruges til menneskeføde, men er i første omgang tiltænkt dyrefoder. Foreløbige tests af insektproteiner i husdyrfoder ser ifølge DLG lovende ud. En særlig gunstig sammensætning af aminosyrer giver ifølge Jesper Pagh en høj fordøjelighed. Bl.a. i fiskeindustrien er der lavet forsøg med gode resultater. Desuden ser DLG et stort potentiale for insektproteiner i fjerkræ- og smågrisefoder, som angiveligt kan have en positiv indvirkning på produktiviteten og dyrenes sundhed.

»Nu hvor zink i smågrisefoder er udfaset, er der brug for et foder, der er skånsomt for grisemaverne. Det mener vi bl.a., at insektproteinet bidrager til«.

»Vi kan se, at udviklingen og den viden, der er omkring insektproteiner, vokser eksplosivt i øjeblikket. Derfor tager DLG gerne førertrøjen, for vi er overbeviste om, at man kun har set toppen af isbjerget på det potentiale, som insektområdet har«, siger Jesper Pagh.

Et skalerbart pilotanlæg

Igennem de seneste tre år har Enorm bygget et pilotanlæg ved Hedensted, som demonstrerer teknologier og management, der skal gøre det muligt at sætte avl og vækst af insekter i system.

Demonstrationsanlægget er udviklet i tæt samarbejde med bl.a. SKOV A/S, der leverer ventilationsløsninger, og Sealing System, der leverer logistikløsninger.

Når det nye produktionsanlæg står klar, vil Enorm kunne producere 100 ton larver om dagen, der altså svarer til 11.000 ton insektprotein om året. Enorm har hele tiden haft øje for, at projektet skal være skalerbart. Efter planen skal det nye produktionsanlæg, der kommer til at dække 24.000 kvadratmeter, stå færdigt i begyndelsen af 2023.

I løbet af året har DLG-koncernen investeret i alternative proteinkilder. Bl.a. er man ved at bygge en ærtefabrik i Tyskland, og i foråret opstartede man en produktion af græsproteiner i Vestjylland. Investeringen i Enorm Biofactory er dermed det tredje ben af alternative proteinkilder.

Faktaboks

DLG og insekterne

  • Enorm har lukket en finansieringsrunde på 370 mio. kr. Blandt aktørerne er DLG, Den Grønne Investeringsfond og Nykredit.
  • Pengene skal bl.a. gå til investering i Nordens største insektfabrik i Hedensted.
  • Byggeriet forventes færdigt primo 2023 og produktionen af 100 ton larver i drift ultimo 2023. 
  • Larverne lever af restbiomasser fra fødevareindustrien. 

Emneord Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.