Droner kan finde landmandens forsvundne drænrør

Dronemetode kan gøre vedligehold og optimering af dræn nemmere.

Landinspektørfirmaet LE34 har i samarbejde med datterselskabet Geoteam, der er specialister i præcisionslandbrug, udviklet en metode til at kortlægge drænrør ved hjælp af en drone. 

Det skriver LE34 i en pressemeddelelse. 

”Ved at overflyve en mark med en drone udstyret med et multispektralt kamera kan vi kortlægge den præcise lokation på baggrund af refleksionen i afgrøden”, siger forretningschef fra landbrug i LE34, Knud Klausen.

Teknologien præsenteres på Agromek 2018

Bedst før høst

Kameraet fungerer ved at måle de områder af lysspektret, der vedrører plantens vækstbetingelser. Lyset afspejles forskelliget afhængigt af eksempelvis vækststadie, stressniveau eller påvirkning fra plantesygdomme. 

Ved at analysere billederne fra dronen kan firmaets specialister finde frem til drænlinjerne i markfladen, og på den måde fastlægge og kortlægge drænenes placering. 

Derved kan blandt andet vedligehold af drænrørene udføres mere effektivt, idet landmanden ikke skal bruge tid på at lede efter dem. 

Klaus Fuglsang, agronom og specialist i præcisionslandbrug hos Geoteam, fortæller, at metoden virker bedst hvis overflyvningen af markerne foregår tre uger før høst. 

”Det multispektrale kamera er perfekt til at spotte drænrørenes placering i en næsten moden afgrøde, hvor kornet stadig mangler at optage noget vand”, siger Klaus Fuglsang. 

LE34 oplyser i pressemeddelelsen, at landmanden ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet kan vinde op til 30 procent i udbytte ved at have marker, der er ordentligt drænet. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.