I august udbrændte en næsten helt ny Massey Ferguson Ideal-mejetærsker, som havde kørt under 200 timer.
Mejetærskeren tilhørte maskinstationen Brdr. Thorsen I/S i Nimtofte, der nu kan fortælle, at branden opstod på grund af en fejl i maskinen.
Det var et defekt kugleleje på en mellemaksel ved rotorerne på mejetærskeren, der var skyld i branden, forklarer Lars Juul, værkstedschef hos Brdr. Thorsen I/S.
"Kuglelejet var defekt, da tolerancen på den har været for stor. Vi ved ikke, om lejet har siddet fast og skabt gnister eller er sprunget af, men nogle af kuglerne fra lejet er sandsynligvis røget ud", siger han.
"Det, der især var problemematisk, var at lejet sad bag i mejetærskeren, hvor brændstoftanken også sidder, og den er lavet af plastik. Nogle af kuglerne fra lejet er formentlig røget ud og har ramt brændstoftanken, har smeltet hul i den og så er det gået stærkt, da de varme kugler er kommet ind til brændstoffet", fortsætter han.
Føreren af mejetærskeren slap heldigvis fra ulykken uden skader.
Erstaning er hjemme
Maskinstationen fik hurtigt en erstatningsmaskine, som de kunne køre med resten af høsten, men tilbage var også spørgsmålet om skyld og erstatning.
Det sidste har Agco Danmark taget. Agco Danmark forhandler både Massey Ferguson, Valtra og Fendt, og solgte mejetærskeren til maskinstationen.
"Det er selvfølgelig en stor lettelse, da vi fandt ud af, at vi ikke havde ansvaret, for vi snakker mange millioner kroner for sådan en maskine. Jeg tager hatten af for Agco, der har tilkendegivet at de betaler alle omkostninger", siger direktør hos Brdr. Thorsen I/S, Kristian Thorsen.
Omkostningerne bliver blandt andet erstatning for maskinen, reetablering af jorden, hvor den er brændt, miljøudgifter mv.
Om Ideal-mejetærskeren skal erstattes med en ny af slagsen er Kristian Thorsen næsten sikker på, og han er i dialog med Agco om en ny.
"Så det ender med kun at have kostet os noget bøvl. Det er jeg virkelig positiv over".
Relaterede artikler
Kommentarer