Grubbesåning visker tavlen ren for strukturskader

Peter Poulsen bruger grubbesåning til at etablere raps i et sædskifte med kartofler.

Peter Poulsen har valgt grubbesåning som den foretrukne måde at etablere raps på. Grubbetanden går 35 cm i jorden, og dermed viskes tavlen ren for strukturskader, som han udtrykker det.

Rapsen følger vårbyggen i sædskiftet. Halmen fjernes, og der harves let for at jævne marken. Eventuelle spildkorn fjernes med glyphosat - hvis der er tid. For hvis vårbyggen høstes sent, så grubbesås der, så snart halmen er fjernet. Han vil helst så rapsen inden 20. august.

Peter Poulsen, der ejer Kærgården og Bækskovgård ved Ørsted, nordøst for Randers, driver 580 hektar, hvoraf han ejer de 300. Ca. 200 hektar heraf er gammel havbund og lavbundsjorde, og de afvandes.

Der er næsten alle typer JB jord, fra stiv lerjord til rent sand. Sædskiftet består af 120 hektar raps, 240 ha hvede (1. og 2. års), 65 ha kartofler, 130 ha vårbyg - i den nævnte rækkefølge. Der er således fire til fem år mellem raps på samme mark.

Sådan etableres rapsen

Sub-Tilleren fra Heva består forrest af et skiveskær, der skærer igennem den eventuelt snittede halm. . Den snittede halm kan også være med til at reducere sandfygning, indtil rapsen er vokset lidt til.

Efter skiveskæret kommer en grubbetand, der går 35 cm i jorden. Den løsner jorden lidt dybere end pløjesålen. Det betyder, at der aldrig står vand på rapsmarken.

Kartoffeloptageren er tung og trykker jorden, så grubningen sker året efter. Det er også godt at have raps til at løsne jorden med dens dybe pælerod.

Lige efter grubbetanden lægges NPK gødningen (21-3-10) ud med 20-25 kg N pr. ha.

»Kommer der megen regn efter såning, kan det være nødvendigt at udbringe ekstra kvælstof, fordi regnen trækker gødningen lidt dybere, end rapsens rødder på dette stadie kan nå ned. I år har vi tildelt 20 kg N, efter rapsen var spiret frem«, siger Peter Poulsen.

En pakvalse følger derefter for at jævne og trykke jorden, og det er den, der sørger for dybdereguleringen af grubbetanden. Så følger et dobbelt skiveskær, hvor rapsfrøet placeres. Der er to rækker med 12 cm afstand og 50 cm til næste sæt dobbeltskær.

Endelig følger en pakkevalse, der bestemmer sådybde af frø samt lægger jorden på plads igen.

Og så følger udlægning af sneglegift, der placeres ved sårillen. Det sparer 25 procent af sneglegiftmængden i forhold til en bredspredning.

Læs mere om etableringsmetoder for raps i det nye nummer af fagmagasinet MARK Special, der udkommer i denne uge.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.