67 skyr-produkter i hård kamp

Food Contest i Herning byder på et rekordstort antal skyr-produkter blandt de i alt 1.300 tilmeldte fødevarer, der skal dyste på smag og kvalitet.

Skyr er fortsat tidens mest populære mejeriprodukt. Det kommer tydeligt til udtryk på International Food Contest 2015, hvor ikke færre end 67 produkter er tilmeldt skyr-kategorien, som dermed er udstillingens absolut største.

Antallet af skyr-produkter, der dyster mod hinanden i Herning, er steget voldsomt fra år til år, og for to år siden fik skyr sin egen kategori. Begge år har et produkt fra skyrens hjemland, Island, vundet kategorien.

I år deltager det islandske mejeriselskab Mjólkursamsalan med ikke færre end 27 skyr-produkter, og dermed er islændingene klar til at forsvare titlen.

De får dog kamp til stregen fra fem danske mejeriselskaber, Arla Foods, Thise Mejeri, Løgismose Mejeri, Mejeriet Dybbækdal og Hansens Flødeis, samt Arlas tyske mejeri Upahl og Q-Meieriene fra Norge.

Konkurrence er der bestemt også blandt de øvrige godt 1.200 fødevarer på udstillingen. Sidste års helt store vinder ind for mejeriprodukter var Bornholms Andelsmejeri, der vandt to ud af de tre mesterskaber, nemlig ostekategorien og konsumkategorien, og derudover fik Mejeribrugets Gourmetpris i kategorien ’bløde oste’.

I år håber mejerileder på Bornholms Andelsmejeri, Jim Ingvorsen, at mejeriet kan ’nøjes’ med at vinde ostekategorien, for som han siger, så var det ”næsten pinligt” sidste år. Vinder mejeriet ostekategorien igen, vil det være tredje år i træk.

Også Holstebro Mejeri har tradition for at komme på podiet, når vinderen af smør & blandingsprodukter bliver kåret. Efter at have vundet titlen 10 år i træk fik mejeriet sig dog en ubehagelig overraskelse i 2013, da Westbury Dairies Arla Foods nuppede titlen. Sidste år kom Holstebro Mejeri tilbage på sejrsskamlen, og i år lover begge mejerier at give hinanden kamp til stregen i den dansk-engelske smørdyst. 

Forbedring og inspiration
Fødevaredysten i Herning har rødder i den traditionsrige Landsmejeriudstilling, hvor mejerier gennem mere end 100 år har udfordret hinanden gennem faglige bedømmelser af ost, konsummælksprodukter samt smør & blandingsprodukter. Formålet har været at højne produkternes fagtekniske kvalitet og – ikke mindst – at give mejeribranchens ansatte mulighed for at mødes på tværs af virksomheder for at danne netværk og lade sig inspirere af hinanden.

Unikke produkter i gourmetdyst
Mens hovedparten af de tilmeldte mejeriprodukter dyster om at leve op til den forventede standard inden for deres egen produkttype, er der fokus på den unikke smagsoplevelse, når vinderne af Mejeribrugets Gourmetpris skal findes.

Fire dommere, heraf to kokke, en overtjener samt en vin- og madanmelder skal finde vinderne i de fire kategorier ’Hård ost’, ’blød ost’, ’smør’ og ’øvrige mejeriprodukter’.

”For forbrugeren er denne pris måske den mest interessante, for de fleste vil nok være ligeglade med, om hullerne i osten sidder en lille smule skævt, hvis bare den smager godt,” siger Lars Johannes Nielsen.

Fagdommere fra Island og Danmark har de sidste to år kåret en skyr fra Island som den bedste ved International Food Contest i Herning. I næste uge afgøres det, om islændingene kan lave hattrick. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Faktaboks

International Food Contest

Afholdes 3.-4. november i MCH Messecenter Herning i hal J 1-2-3 fra kl. 9 til 17 begge dage.

Tirsdag 3. november kl. 11 åbnes udstillingen officielt af Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen, og vinderne af International Dairy Contest, Mejeribrugets Gourmetpriser samt kategorivinderne for Food offentliggøres.

Cirka 1.300 fødevarer er tilmeldt og vil blive bedømt af ca. 150 fagdommere.

Følgende brancher deltager: Mejeriprodukter, fiskeprodukter, kødpålæg, frugtprodukter, grøntprodukter, øl, danske druevine, frugtvine og honning.

Der er tilmeldt produkter fra 12 lande.

Arrangør: Mejeriforeningen, Foreningen af mejeriledere og funktionærer, Foreningen Danmarks Privatmejerier, Dansk Oste- og Smørforening.

Læs mere om udstillingen på www.foodcontest.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.