69 mio. kr. i krisestøtte på vej til mælkeproducenterne

Danske mælkeproducenter, der leverede mælk i 2016, kan se frem til et engangsbeløb som del af EU’s krisestøtte til mælkeproducenter, svarende til 1,3 øre pr. kg leveret mælk i 2016.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har nu besluttet, hvordan den "nationale konvolut" af EU's krisepakke skal anvendes.

De cirka 69 mio. kroner gives til mælkeproducenter, der leverer mælk omfattet af en kvalitetsordning, eksempelvis Arlagården.

Mælkeproducenterne skal ikke søge om støtte fra den nationale konvolut. De 69,24 mio. kroner vil blive fordelt forholdsmæssigt mellem producenterne ud fra deres leverancer i 2016.

Støtten vil være på cirka 1,3 øre pr. kg leveret mælk.

For en gennemsnitlig dansk mælkeproducent, som leverer 1,5 mio. kg mælk om året, giver det en støtte på knap 20.000 kroner. Fristen for udbetaling er den 30. september 2017.

NaturErhvervstyrelsen forventer, at de vil udbetale støtten vil i sommeren 2017.

Senest den 30. november 2016 skal medlemslandene oplyse EU-Kommissionen om, hvordan konvolutten vil blive anvendt. Miljø- og Fødevareministeriet forventer, at Kommissionen vil acceptere, at Danmark vil anvende konvolutten til en støtteordning til mælkeproducenter, der er omfattet af en kvalitetsordning.

"Danmark er kendt for at producere mælk af høj kvalitet, og det vil jeg gerne være med til at understøtte. Derfor har vi valgt at yde støtten som en håndsrækning til alle mælkeproducenter, der er omfattet af en kvalitetsordning," siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

"Jeg forventer, at stort set alle danske mælkeproducenter vil være omfattet og er tilfreds med at have lavet en ordning, som kommer så mange som muligt til gode," siger Esben Lunde Larsen.

Ved ejerskifte vil støtten blive fordelt i forhold leverancer for hvert SE/CVR-nr. i 2016, oplyser styrelsen.

Mælkeproducenter, der leverer til danske mejerier, skal ikke søge om støtte hos NaturErhvervstyrelsen. Ved leverancer til mejerier i andre EU-lande skal mælkeproducenten kontakte NaturErhvervstyrelsen vedrørende ansøgningsproceduren og dokumentationskrav. NaturErhvervstyrelsen vil herefter tage stilling til, om producenten opfylder kravene til støtte. 

 

Faktaboks

EU-Kommissionen vedtog i september 2016 at etablere en krisepakke på 500 mio. euro for mejerisektoren og den øvrige husdyrsektor. Krisepakken var todelt.

Den første del på 150 mio. euro blev afsat til en reduktionsstøtteordning for mælkeproducenter, som var obligatorisk for EU-landene.

Her søgte 423 danske mælkeproducenter om støtte til at reducere produktionen med 30.709.422 kg. Alle ansøgere fik fuld støtte, og de danske ansøgere fik tilsammen ca. 32. mio. kroner.

Den anden del på 350 mio. euro blev afsat til nationale konvolutter fordelt på landene til støtte til mælkeproducenter og andre husdyrproducenter. Denne del var frivillig for medlemslandene. Danmarks andel af de nationale konvolutter er på 69,24 mio. kroner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.